Samlet tekst

afstand i den intime zone, dens intenderede hørevidde befinder sig nærmere i den nære
sociale, mens dens mikrofonperspektiv ikke afspejler nogen af delene, men hører til i den
fjerne offentlige zone. Efter dette lydligt skizofone indslag, følger Gandalf op på
mystikken, der har bredt sig, ved at tale om, hvordan ringen og Sauron længes mod
hinanden, hvordan “they are one” - ringen og den mørke fyrste. Samtidig høres The
History of the Ring-temaet igen. Da Frodo bliver klar over, at ringen må forlade the Shire,
ikke mindst fordi Gollum under tortur har røbet dens gemmested, putter han ringen i
lommen og begynder at gøre sig klar til afgang.
! Hermed er ringens vigtigste narrative potentiale og lydmæssige karakteristik lagt
fast: Dens ondskab og identitet med Sauron er nu helt evident. Denne karaktertegning er
tilvejebragt gennem en lydmæssig iscenesættelse, der rummer tre afgørende ekspressive
elementer. For det første har ringen to reallyde, der underbygger dens status som levende
karakter; lyde der afspejler en tyngde, der overskrider, hvad en normal ring kan besidde.
Det drejer sig om den dybe paukefrembraget puls, der suggerer indtrykket af hjertelyd og
den bevægelige, næsten hylende, stenlyd, der underbygger og formidler dens mystiske
farlighed. Samtidig forbindes ringen med en musikalsk signatur, der i kraft af sin
åndedrætslignende formgivning illuderer vitalitet og mystik. En musikalsk signatur hvis
ekspressive og semantiske potentiale især bliver relevant, når ringen er ved at skifte
hænder. I afsnit 4.2 skal det undersøges, hvordan disse lydlige elementer aktiveres,
udvikles og moduleres, når ringens ondskab i udvalgte scener konfronteres med
karakterer, der drages af dens mystiske tiltrækningskraft.
79