Samlet tekst

hver sin ende ind af henholdsvis hobittens skrig og tårer. Frodos skrig indledte den
diegetiske stilhed, og hans tårer markerer afslutningen på den. 136
! Skal man forstå musikken i forløbet ud fra Birger Langkjærs tre kategorier, synes to
mulige tilordninger at byde sig til: Dels kan musikken forstås som en melankolsk
genklang af de fiktive personers sorg, deres subjektive tilstand. 137 Dels kan den opfattes
som en mulighed for tilskuerens emotionelle tilegnelse af det skete og som en henvendelse
til dennes overordnede sympatistruktur og indentifikation med de gode. Efter min opfat-
telse er den sidste tilskrivning imidlertid den mest adækvate af de to. Det skyldes det
forhold, at den musikalske underlægning ikke undergår nogen afgørende dynamisk
forandring fra Frodos desparate “no!”-skrig til hans stille tårer i slutbilledet, selvom de to
følelsesudtryk må siges at være af noget forskellig affektiv status. 138 Dermed kan
musikken dårligt ses som en direkte genspejling af den fiktive hovedkarakters og hans
rejsefællers aktuelle emotionelle situation. Samtidig inviterer den diegetiske stilhed til at
opleve den afbilledede sorg fra et andet standpunkt end de sørgende. Det er ganske vist
muligt, at følelser af sorg kan opstå for tilskueren i kraft af aktiverede erindringer om egne
tab, men i kraft af den distance stilheden medfører til det diegetiske rum, er der banet vej
for at læse scenen ud fra en medlidenhedsposition. Tilskuerens følelsesmæssige aktivitet
er således i højere grad assimileret end identisk med de fiktive personers. 139
! Denne ekspressive realisering af Gandalfs fald udgør en narrativ opbremsning, og
der banes vej for emotionel fokusering og stærk aktivering af tilskuerens sympatier med
universets gode hovedkarakterer. Den melankolske, hymniske korsats og dens udvidelser
136 Den ikke-diegetiske musik klinger imidlertid først ud i næste indstilling, hvor en rindende bæk med
kraftig reallyd nærmest symbolsk bygger bro til hobbittens tårer.
137 Se gennemgangen af Langkjærs kategorier i afsnit 1.4.2.
138 Hvis man skal spore en udvikling er tendensen snarere mod stærkere end svagere affekt, når man
sammenholder slutningens intensiverede strygere over for startens meditative nynnekor. Frodos sjælelige
udvikling fra desperat skrig til stille tårer synes at repræsentere den modsatte bevægelse.
139 En sammenligning med et eksempel fra hverdagen kan belyse dette: Nogle mennsker oplever så stor
rørelse, når tv-nyheder bringer billeder af grædende børn, at de selv begynder at græde. Børnenes gråd
hænger sandsynligvis sammen med mangel på dækning af basale behov (mad, tøj, omsorg etc.), mens
seerens tårer har børnene og deres situation som objekt. Der er tale om lignende følelsesmæssige udtryk,
men om forskellige følelser. Angst og sult over for medlidenhed og almenmenneskelig sorg over verdens
nød. Seerens følelser er assimilerede og ikke identiske. Der er tale om medlevelse snarere end egentlig
indlevelse. Se Langkjær 2000, s. 95 for en lignende sondring mellem assimilation og identifikation.
51