Den lyriske impuls

ikke er til stede i ordene og digtet, men må erfares indirekte ved som lynet at slå ned i
læsningen.
Dette understreger med al tydelighed læserens nødvendighed for poesien,
eftersom poesien er afhængig af læserens aktive læsning for at kunne udfoldes. I tråd
hermed forklarer Longinos i Den store stil, at poesien er afhængig af læserens
tankevirksomhed, og at den aktive læsning gør læseren til medskaber af poesien og
tillader poesien at sige mere, end den umiddelbart siger. Longinos skriver, at ordene
”efterlader mere i tanken, end selve ordenes mening” hos læseren, så det synes, ”som
vælder det ud af vort eget indre” (Longinos: 1934, 24). For det er præcis læseren, der i
sin egenskab af sanseligt og perciperende subjekt og gennem sin vedholdende læsning
flytter lynet fra at være et objekt i den fysiske verden til at udfolde det som uendeligt
objekt gennem dets forskellige manifestationer. Som ligeledes Sjklovskij pointerer,
opnår objektet nyt liv i denne udfoldelse, fordi det kan opfattes som et kontinuum frem
for en afgrænset genstand (Sjklovskij: 1916/1991, 23).
Desuden medvirker dette til, at digtet og verden ses på en ny måde, og at
læseren opnår den vigtige erfaring, at niveauerne frem for at være distinkt adskilte
områder allerede befinder sig i og altid vil være integrerede dele af det uendelige
niveau. På den vis er virkeligheden noget mere end virkeligheden. Den ydre, fysiske
verden og den uendelige verden har med andre ord lige stor valør, er lige virkelige og
nærværende. I en spændt konstruktion forener poesien det fysiske og det uendelige i én
verden, hvor lyrikken giver adgang til alle niveauerne i den. Og dette uden at indføre en
ny form for dualisme, da dualisme netop defineres ved to skarpt adskilte dele, der intet
har med hinanden at gøre, mens poesien derimod integrerer det fysiske og det uendelige
i heterogen simultanitet.
Ved at arbejde intensivt med den æstetiske form kan vejen gennem
kunstige strukturer banes til det uendelige, der ligger bag formen. Den sproglige
indetermination og glidningerne mellem betydningsdannelser medvirker netop til at
skabe disse kunstige strukturer, der kan muliggøre erfaringer gennem den indirekte
afstand. Det kan måske virke selvmodsigende, at noget kunstigt kan lede til noget ægte,
men lyrikken kan, som det kunstige organ, den ifølge Claussen kan opfattes at være, ad
99