Den lyriske impuls

metonymier for det uendelige. For det er netop lynet i form af ”heilgem Stral”, som
indgyder digteren en næsten glemt erindring om det uendelige. Gennem lyn slås
digterens sjæl pludselig af erindring, fordi han potentielt har mulighed for at opnå
kontakt med det uendelige selv. Glosen ”schnellbetroffen” anslår begivenhedens
karakter af pludselighed og uventethed, og i form af den ovenfrakommende ”heilgem
Stral” antændes digterens erindring om det uendelige og afføder en ”Gesang”, der er
frugten af himlens og jordens hellige forening, ”die Frucht des Gewitters” (l. 53).
Digterens sang lignes med Dionysos, som i den græske myte undfanges i
kærlighed og i digtet bliver udtryk for menneskers og guders fælles værk, ”Götter und
Menschen Werk” (l. 48). I al korthed går myten om Sémele ud på, at himmelguden
Zeus attrår Sémele, og hun bliver med barn. Zeus’ jaloux hustru Hera lokker herefter
Sémele til at begære at ville skue Zeus i al hans vælde, men da Zeus åbenbarer sig som
et lyn, brænder Sémele op. Zeus frelser imidlertid det ufødte barn og anbringer det i sit
lår indtil fødslen, hvorefter det sendes til fjerne lande for at vokse op. Myten fortæller,
at barnet, der får navnet Dionysos (latin: Bacchus), som voksen vender tilbage til Hellas
med sit følge af bacchanter.
Der ligger imidlertid en pointe i det faktum, at sjette strofes anden halvdel
ikke holder sig til den oprindelig mytes barske forlæg. Digtet forskydes nemlig fra den
præfigurale tekst, og mytens lære om, at skæbnen for det menneske, der ønsker at skue
guderne, ubetinget bliver fatal, savnes i nogen grad i Wie wenn am Feiertage…. Men
sammenholdes forskydningen med fjerde strofes sammenskrivning af græsk og jødisk-
kristen mytologi, opstår nye perspektiver, fordi glidningen mellem disse forskellige
mytologier giver mulighed for, at de kan forskydes til en tredje mytologi, som
omformer dem i et nyt og andet billede end det, som mytologierne hver for sig er
billeder på, således at noget specifikt nyt indirekte kan opstå i omformningen og
udvidelsen af de overleveringer, som digtet har et autoritetsforhold til.
Eftersom himmel og jord er blevet (gen)forenet gennem den forskudte
myte og digterens sang, udfoldes i syvende strofe nu en helt ny situation. Kontakten til
det uendelige er ikke blot forbeholdt nogle enkelte, men kan opnås af alle mennesker,
”die Erdensöhne” (l. 54-55):
82