Den lyriske impuls

Fig. 2 Den paradoksale forståelse
Paradoksal billeddannelse
Figuren illustrerer de Mans idéer om den paradoksale metafor i romantikken. Det farvede
felt markerer metaforens udgangspunkt. Den paradoksale metafor begynder sin opadgående
bevægelse i mellemrummet mellem de to poler.
Men der er imidlertid ét vigtigt element, som de Man ofrer i sine
bestræbelser på at lade den paradoksale metafor nå den større natur: Alle tænkelige
referencer til den fysiske verden. Hvis udgangspunktet skal være den paradoksale natur,
er der ikke plads til fysiske ”Blumen”. Forudsætningen for og omkostningen ved denne
manøvre er netop afskærelsen af enhver fysisk reference, og metaforen må derfor tage
sin begyndelse i et ikke-fysisk element. På trods af, at de Man modsat traditionel
billeddannelse opprioriterer billedet til at være det, det hele handler om, er det
spørgsmålet, om han ikke ufrivilligt gør sig til talsmand for samme type horisontale
lagdeling af verden, som traditionel billeddannelse er udtryk for? Noget nær det eneste,
de Man foretager sig i forhold til traditionel billeddannelse, der normalt opererer med to
instanser, er vel egentlig at raffinere en dualistisk lagdeling af verden ved indskydelsen
af en ny begyndelsesposition mellem den fysiske og den ikke-fysiske verden i en
mellemliggende og af ham selv defineret paradoksal verden, hvor sproget eller det
figurative bliver det primære i selvrefererende og paradoksale billeddannelser.
Den traditionelle tvedelte lagverden bliver i hans optik reelt blot triadisk.
Med risikoen for sprogdyrkelse faretruende tæt inde på kroppen opvaloriseres sproget
således til selv at være sublimt og himmelsk og kan ifølge de Man gå fri af
klassicismens begrænsende stavnsbinding til det fysiske og omgå dettes primaritet. At
16