Den lyriske impuls

More documents

Recommendations

Info

”Erhaben ist also die Natur in derjenigen ihrer Erscheinungen, deren Anschauung die Idee ihrer Unendlichkeit bei sich führt. Dieses letztere kann nun nicht anders geschehen als durch die Unangemessenheit selbst der größten Bestrebung unserer Einbildungskraft in der Größenschätzung eines Gegenstandes (Kant: 1790/2001, 120). Som noget meget interessant forklarer Kant, at der efterfølgende i mennesket opstår en indsigt i, hvad det ikke evner – en form for negativ æstetik. Mennesket må indse umuligheden af sit forehavende, men denne konstatering af projektets uladsiggørlighed afføder simpelt hen idéen eller tanken om det i sindet! (Kant: 1790/2001, 115). Her skinner forhåbentlig tydeligt Kants negative æstetik igennem i al sin lysende paradoksalitet: Mennesket kan tænke præcist det, det ikke kan. Når det drejer sig om det dynamisk sublime, siger Kant, at det vedrører kraft og vel at mærke en kraft, som mennesket er i besiddelse af som følge af sin suveræne indbildningskraft. I mennesket er nemlig mere end blot denne verden, mener Kant, for når mennesket går ud i den modsætningsfyldte natur og søger at åbne sig for det uendelige, indser mennesket, at det er i besiddelse af kræfter, der langt overstiger de kræfter, det besidder i endeligheden: ”Also heißt die Natur hier erhaben, bloß weil sie die Einbildungskraft zu Darstellung derjenigen Fälle erhebt, in welchen das Gemüt die eigene Erhabenheit seiner Bestimmung, selbst über die Natur, sich fühlbar machen kann (Kant: 1790/2001, 130). <strong>Den</strong> menneskelige indbildningskraft er følgelig naturen overlegen, men naturen kan, fordi den er paradoksal og modsætningsfyldt, hæve og udvide indbildningskraften, så mennesket potentielt kan føle sit sind som værende i kontakt med det sublime: ”Erhabenheit der Gesinnung bei sich selbst erkennt” (Kant: 1790/2001, 132). Som følge af sin indbildningskraft står mennesket altså i relation til det uendelige, og naturen er kun formålstjenlig i det omfang, den kan vække idéen om det sublime i mennesket. I affinitet til Blooms begreb om den vanskelige nydelse er der i forbindelse med naturens udvidelse af indbildningskraften og åbningen til det uendelige tilknyttet en positiv lyst, tilføjer Kant, men en lyst, som kun er mulig gennem sin diametrale modsætning, ulysten. <strong>Den</strong>ne sindsbevægende, modsætningsfyldte og paradoksale tilstand benævner Kant selv negative Lust (Kant: 1790/2001, 106). I sig 35
selv er lysten præget af en samtidig tiltrækning af og frastødning mod det iagttagede objekt. Ulysten opstår, idet indbildningskraften på et tidspunkt når grænsen for, hvad den evner at fremstille, og erkender sin utilstrækkelighed til at fremstille idéen om det uendelige. Men følelsen af ulyst vækker i mennesket idéen om det sublime og følelsen af menneskelig suverænitet, og ulysten slår dermed over i en lyst over at opdage, at alle målestokke er utilstrækkelige til at fremstille idéen om et hele. I tråd med den longinianistiske tradition konstaterer Kant yderligere, at jo mere det iagttagede potentielt kan afføde følelsen af det sublime, desto mere voldeligt og sindsbevægende føles det for indbildningskraften (Kant: 1790/2001, 125). Lysten stammer dermed fra denne mægtige kraftanstrengelse i forbindelse med naturens udvidelse af indbildningskraften, så mennesket kan få idéen om det uendelige. Men idéen er kun mulig gennem utilstrækkeligheden i foretagendet. Mennesket kan, pointerer Kant, på paradoksal vis alene nærme sig det uendelige gennem det mangelfulde. Det sublime vækker lyst netop gennem dets modstand mod sanserne, forklarer Kant videre, for sanserne er utilstrækkelige til på nogen måde at fremstille eller forestille sig det sublime. Men det essentielle er, at udvidelsen af indbildningskraften ifølge Kant overskrider sanselighedens og dermed også endelighedens grænser: ”die Schranken der Sinnlichkeit in anderer […] Absicht zu überschreiten sich vermögend fühlt“ (Kant: 1790/2001, 120). Indbildningskraftens uendelige og sublime karakter bevirker netop, at den evner at sætte sig ud over det ydre objekt, den iagttager i den fysiske endelighed. Selv siger Kant det ikke eksplicit, men inddrages Jean-François Lyotards sammenfatning af Kant i ”Efter det sublime, æstetikkens tilstand” (1984/1994), åbnes for spændende perspektiver omkring konsekvenserne af præcis denne overskridelse af den fysiske sanselighed. 2.5.1 Lyotard: Nuancen og timbren Lyotard er mere konkret omkring de tekniske forhold i overskridelsen af sanseligheden og eksemplificerer ud fra maleriet og musikken. I forlængelse af Kants understregning af, at det sublime aldrig kan fremstilles i noget endeligt, fysisk objekt, 36
Page 1 and 2: Den lyriske impuls En undersøgelse
Page 3 and 4: 5 Bilag............................
Page 5 and 6: traditionelt set været opfattet so
Page 7 and 8: Serafsproget beskrives som et på a
Page 9 and 10: sprog. Poesien bevæger sig derimod
Page 11 and 12: Der findes utallige måder, hvorpå
Page 13 and 14: For at komme dette ikke-fysiske ”
Page 15 and 16: omdrejningspunkt opridses som en i
Page 17 and 18: dermed muligt at tale om bevægelse
Page 19 and 20: Fig. 2 Den paradoksale forståelse
Page 21 and 22: metafordannelser, er af særdeles s
Page 23 and 24: samtidig det nykritiske credo, at n
Page 25 and 26: singulær fokusering på et eventue
Page 27 and 28: Den diagonale forståelses billeder
Page 29 and 30: med til planten, og alene når plan
Page 31 and 32: denne ”Andethed”! Og for at kom
Page 33 and 34: Det gælder nemlig ikke om blot ras
Page 35 and 36: sig om, og udskyder og besværer me
Page 37: Aristoteles pure det uendelige og b
Page 41 and 42: tanken betyder og som den vil betyd
Page 43 and 44: vejen til det uendelige. Og med den
Page 45 and 46: understreger Bonnefoy endvidere, at
Page 47 and 48: 2.6 Konkluderende omkring teoriafsn
Page 49 and 50: hjælp af forskellige termer. På d
Page 51 and 52: De mange bud på, hvad det egentlig
Page 53 and 54: Den opbyggede tankefigur kan såled
Page 55 and 56: evægelighed, og hugormen rodens ub
Page 57 and 58: fremhæves, men samtidig nedbrydes
Page 59 and 60: en ”Sats, / der synger blot sig s
Page 61 and 62: det tredje sted, ”som Blodet ikke
Page 63 and 64: i de øjeblikke, hvor der ikke fiks
Page 65 and 66: en grotte opfanger bølgers skvulpe
Page 67 and 68: Denne vished resulterer i, at det j
Page 69 and 70: hvirvlens tomhed som et tydeligt
Page 71 and 72: stilhed af en paradoksal melodisk s
Page 73 and 74: filosofiske naturalisme reduceres p
Page 75 and 76: medtage elementer fra denne slutstr
Page 77 and 78: fysiske forståelsessfære, er der
Page 79 and 80: illede af naturen som til alle tide
Page 81 and 82: modsvarer åbenbaringen af den frem
Page 83 and 84: ”Erfrägst du sie? im Liede wehet
Page 85 and 86: metonymier for det uendelige. For d
Page 87 and 88: fortættes i hellige ord, der fuldt
Page 89 and 90:
dem Menschen gegeben, […]“. Sem
Page 91 and 92:
på den baggrund under overskriften
Page 93 and 94:
evæge sig i mellemrummet mellem no
Page 95 and 96:
Men på dette felt kæmper Hölderl
Page 97 and 98:
Problemet består kort sagt i diskr
Page 99 and 100:
kampen for at omforme det tradition
Page 101 and 102:
elation og i et nyt billedsprog gen
Page 103 and 104:
kunstig og indirekte vej give menne
Page 105 and 106:
opnå status af at være original o
Page 107 and 108:
5 Bilag Bilag 1 Femte strofe fra Fr
Page 109 and 110:
Bilag 3 Uddrag af første og anden
Page 111 and 112:
Bilag 5 Thorkild Bjørnvig in: Figu
Page 113 and 114:
Bilag 6 Friedrich Beißners version
Page 115 and 116:
Weh mir! Und sag ich gleich, 70 Ich
Page 117 and 118:
u. höhere Macht [DaUnd darum ist d
Page 119 and 120:
fragmenteret og på den vis tegner
Page 121 and 122:
analysens indrømmelse. Enhver læs
Page 123 and 124:
Bjørnvig, Thorkild (1993): ”Rytm
Page 125 and 126:
Erslev Andersen, Jørn (1997): ”G
Page 127 and 128:
Janss, Christian (1999c): ”Hölde
Page 129 and 130:
Sjklovskij, Victor B. (1916/1991):
Page 131:
Um die Verwendbarkeit der zusammenf
show all

Den lyriske impuls

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?