Den lyriske impuls

i de øjeblikke, hvor der ikke fikseres, og når hvirvlens ydre maske smuldrer til sine
grunddele. Det lader sig gøre at fastholde billedet af hvirvlen for en kort stund, fordi
hvirvlen er større end modsætningerne og nedbryder skellet mellem og integrerer
modsætningerne i sig som en del af den samlede figur.
Hvirvlen er den samlende figur, der integrerer både klitspejlet og
sandspejlet på samme gang, som den hæver sig oven ud af verden og producerer nyt i
sin bevægelse mod himlen. Som fysisk fænomen i en kausal verden er hvirvlen
utænkelig, men eksisterer ikke desto mindre i tænkningens verden som en abstraktion.
Hvirvlen opererer netop på det samme niveau, som stilheden synger: Fra et paradoksalt
ikke-fysisk, ikke-indre ikke-sted i mellemrummet mellem noget indre og ydre og i
intervallet mellem det synlige og det ikke-synlige, og hvirvlen bevæger sig på den måde
ud over modsætninger, idet den forener modsætningerne i noget tredje.
I Klitspejlet iagttages en vished om eksistensen af en stor natur i form af
en anden virkelighed uden for sproget, som altid vil være til stede som en uændret figur
i sandet. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at det fysiske aspekt og den
følelsesmæssige sanselighed på ingen måde nedvurderes, eftersom bevægelsen netop
tager sit udgangspunkt i det jordiske i den fysiske sansning af en konkret sandklit og
den følelsesmæssige oplevelse heraf. Hvirvlen bliver således den figur, der med sine
transformationer etablerer opstigning. Dermed ses også en klar erkendelse af, at
opstigningen til den anden virkelighed skal gestaltes gennem de modsætninger og
paradokser, der bringes til sammenstød i digtet.
Anden strofes beskrivelse af den samlede figur som tre indbyrdes
modsætningsfyldte, men samtidig integrerede elementer bærer en erkendelse af, at
erfaringen, som søges verbaliseret, kun kan formuleres i det privilegerede mellemrum,
som den poetiske metafor befinder sig i. For det er nemlig gennem modsætningerne,
gennem fylden i tomheden og gennem en syngende stilhed, at opstigningen kommer i
stand, da hvirvlen som poetisk metafor hæver sandklitten og jeget oven ud af den
fysiske konkrethed. Dette muliggør en mere åben struktur, der ikke er begrænset til et
enten/eller, men i integrationen tværtimod bevarer både den fysiske sansning, den indre
emotion og modsætningernes forskellighed som et moment i hvirvlens bevægelse.
60