Den lyriske impuls

modsvarer åbenbaringen af den frembrydende dag ved nu at skinne i landmandens
øjne. 33 Undervejs mellem første og fjerde strofe har lynene forladt deres himmelske
position som fysisk forekommende elementer for som ild at tage bolig i både
landmandens øjne og i digternes sjæle. Det tyder derfor på, at også den jævne mand har
del i anelsen, om end ikke i nær samme grad som digterne, der mærker ilden med
dybderne i deres sjæl. Det er endvidere interessant, at der nu vendes tilbage til det
digterfællesskab, som blev beskrevet i de to første strofer. Det singulære ”ich” erstattes
atter af digterkollektivet.
Det er altså først nu, at synet potentielt kan erfares gennem den følelse,
ilden har antændt i landmandens øjne – ”Und wie im Aug’ ein Feuer dem Manne glänzt,
/ Wenn hohes er entwarf” (l. 28-29). Digternes næsten umærkbare følelse af ildens
egenskaber sættes i stand af og afsløres delvist gennem denne verdens ”Zeichen” og
”Thaten”: ”Und was zuvor geschah, doch kaum gefühlt, / Ist offenbar erst jezt” (l. 32).
Det hellige syn, som ikke kan benævnes, men kun fornemmes i anelse, er i digtets
sublime nu ”offenbar”, ”erkannt” og takket være ilden genkendt af digternes sjæle.
Strofens sidste del og forekomsten af en dobbelt allusion, som
sammenskriver de før adskilte græske og jødisk-kristne mytologier, bidrager til at lægge
en vis distance til det fremkomne hellige nu: ”Und die uns lächelnd den Aker gebauet, /
In Knechtsgestalt, sie sind erkannt, / Die Allebendigen, die Kräfte der Götter” (l. 34-36).
Allusionen sammenskriver den agerdyrkende græske Apollon som slave under Admetus
og yderligere Kristus, som ifølge Paulus ifører sig tjeners skikkelse og skænkes –
bemærk parallellen til strofe tre – navnet over alle navne, som slutteligt skal erkendes af
alle. 34 I første omgang tjener allusionen formålet at opvalorisere de jævne mænds værd,
for ligesom digterne har også de som menigmænd del i ilden. Men allusionen har
desuden det sigte at sammenvæve mytologierne Guds søn, Kristus, og én af de største
33 Unger argumenterer for, at digtet grundet distancen er hypotetisk fra fjerde strofe (1975, 118). Han har
ret i, at sproget er antitetisk til dét, det skal fremvise, men distance er netop forudsætningen for i det hele
taget at tale om sang. Digtet er her ganske i tråd med Kants bestemmelser af det sublime: Mennesket kan
blot erfare, aldrig fremstille det sublime. I naturen bliver mennesket derimod opmærksom på, at det
sublime netop ikke er indeholdt i naturen, og dermed opstår det i stedet i tænkningen. Se også Frey
(1986/1996), der også ad en lidt anden vej diskuterer denne vinkel.
34 Bibelen (1992-udgaven), Nye Testamente, Paulus’ Brev til Filipperne, kapitel 2, vers 7-11.
78