Den lyriske impuls

Denne vished resulterer i, at det jeg, der er på færde i digtets første del som en slags
almindeligt hverdagsjeg, i anden del ændres i mødet med den udefrakommende kraft og
ikke mere er at forstå som første person singularis indikativ. Jeget anonymiseres og
depersonaliseres til en abstrakt og poetisk instans, der løfter jeget ud af den almindelige,
kausale verden og optræder uden tilknytning til jeget som subjekt. Der bliver dermed
tale om et distinkt poetisk jeg, der er radikalt anderledes end hverdagsjeget, idet det ikke
har subjektstatus og desuden snarere bevæger sig inden for rammerne af abstrakt frem
for indikativ modus. For det poetiske jeg udtrykker netop en erfaring af et antropomorft
og poetisk jeg bestående af én velkendt del, ”jeg”, og én ukendt del, som er upersonligt
og fremmed. Kernen i jeget er således ikke ”jeg”, men noget abstrakt andet og mere. 24
Som desuden første linie af Klitspejlet peger på, resulterer tilstedeværelsen
af noget fremmed i jeget, som ikke er ”jeg”, naturligt nok i panisk angst, og i den
forbindelse er det formålstjenligt at skelne mellem frygt og angst på samme måde, som
det gøres inden for psykologien. Frygten har nemlig et objekt og knytter sig derfor til
subjektet som angsten for noget værende, mens angsten derimod er uden et tilhørende
objekt. I forbindelse med angst er det yderligere vigtigt at skelne mellem to former for
angst, der i deres fremtrædelsesform kan ligne hinanden og derfor let forveksles: Den
psykologiske angst og den poetisk-ontologiske angst.
Den psykologiske angst knytter sig til subjektets angst for tomheden, mens
den poetisk-ontologiske angst hverken kan tilskrives subjektet eller har noget objekt,
idet den hidrører fra en angst for intethed. 25 Men på samme måde som stilhed har en
mer-karakter, forholder det sig med den poetisk-ontologiske angst, fordi intetheden skal
forstås som noget, der tilføjes verden som fylde og som en sprække, hvori noget nyt kan
24 Det poetiske jeg, som allerede er introduceret p. 27, er på ingen måde et nyt fænomen. Se Frey
(1986/1996, 117ff), der behandler Rimbauds brug af ”JE est un autre”. I ”Intethed og Form” skriver
Bjørnvig desuden om det poetiske jeg gennem henvisning til Mallarmé, der omtaler processen således:
”Jeg er nu upersonlig […] jeg er ikke mere Stéphane, saaledes som du kendte ham, men en evne hos det
aandelige Univers” (Bjørnvig: 1960, 88, min kursivering).
25 Denne triadiske inddeling af angstens fremtrædelsesformer er hentet fra Søren Kierkegaard, der
beskæftiger sig med angsten i Frygt og Bæven (1843/2001) og Begrebet Angest (1844/1993). Kierkegaard
understreger, at mennesket reagerer med angst og fortvivlelse, når det stilles over for intetheden.
Ligeledes taler Martin Heidegger om, at set ud fra det værende (det, som består i tid og rum), melder
væren, som er hans term for det større, sig i form af intethed, som slår ind i mennesket (Heidegger:
1929/1973).
64