Den lyriske impuls

hvirvlens tomhed som et tydeligt ”mere” og som en større natur uden for det selv. 26 Den
erkendelse af, at billederne altid ubetinget kun glimtvist vil være synlige og alene bestå
et kort øjeblik, inden de igen vil fremstå enigmatisk modsætningsfyldte, giver derfor
heller ikke længere anledning til angst i det poetiske jeg, men giver derimod en vished
om en blivende svæven i blodet. En vished, der tilbyder et andet perspektiv og vil bestå,
selv når den glimtvise oplevelsen af hvirvlen som værende én figur forsvinder, og det
poetiske jeg atter træder tilbage i den almindelige verden.
3.1.1.1 Hvirvlens individualiseringsproces
De tre spor, som i teoridelen er blevet gennemgået og skematiseret i figur 5 p.
49, udgør én samlet tankefigur, som poetiske billeddannelser bevæger sig indenfor. Den
skitserede tankefigur vil være at genfinde i lyrikken som en model over poesiens typiske
bevægelse, og på den måde er tankefiguren at opfatte som kategoriel og begrebslig.
I Klitspejlet går den typiske og kategorielle struktur igen i bevægelsen mellem
de tre omtalte niveauer, og det står klart, at digtet har et logisk og begrebsligt
udgangspunkt, fordi det tager afsæt i det typiske: Den ydre perception af en fysisk og
konkret sandklit. Men ét er teori, og noget ganske andet er billedet i praksis, for den
overordnede tankefigur må nødvendigvis gennemgå en individualiseringsproces, når
talen falder på, hvorledes den reelt kommer til udtryk i det enkelte digt. For hvorledes
individualiseres tankefiguren konkret af Bjørnvig, så den bliver enestående og singulær?
Læsningen viser, at den typiske sandklit træder ud af såvel den lille natur
som den traditionelle forestilling om en sandklit, fordi sandklitten undervejs netop
individualiseres gennem de mange beskrivelser af dens fremtrædelser. Men
udgangspunktet for digtet må for den videre forståelses skyld være den umiddelbart
opfattede fysiske sandklit på første niveau. Dér perciperer jeget præcis det fysiske
objekt, sandklitten. I den forbindelse opstår en følelse i jeget, som spejles gennem
naturen ind i jeget og medfører et indre forehavende. Dog forbliver digtet ikke på dette
26 Det bidrager bestemt heller ikke til at lette forvirringen, at Bjørnvig tilsyneladende og uden at skelne
generelt anvender ”tomhed” synonymt med ”intethed”. I Klitspejlet er der imidlertid tale om en
intethedsoplevelse af noget større og mere.
66