Den lyriske impuls

fysiske forståelsessfære, er der tale om, at også naturen udvides. Naturen udvides dels
som begreb ved her at glide over i en ny betydning, så den samtidig omfatter et
fænomen, der knytter sig til en himmelsk position, og dels bibeholder den sin i
almindelighed forståede betydning som en umiddelbar perciperbar og jordisk natur. På
den måde bliver der tale om en natur, der på én gang er bærer af både et jordisk og
derfor fysisk sanseligt element og desuden en ”natur”, der er ikke-fysisk, men derimod
overjordisk, himmelsk og dermed ikke-sanselig. Det bliver endvidere klart, at den
fysiske natur sansbart lader sig beskue i årstidernes genkommende cyklicitet, hvorimod
den ikke-fysiske ”natur” holder sig skjult for mennesket. Derfor fremkommer også et
tydeligt skel mellem dem, der evner at erfare naturens tilbagevendende manifestationer,
og dem, der ikke evner det, og allerede her ses ansatser til en klar adskillelse af digterne,
der potentielt kan ane naturens opvågnen, fra et folk befindende sig i blindhed.
manifesterer sig:
Med strofe tre fremskrives et sublimt opvågningsnu, hvor naturen atter
”Jezt aber tagts! Ich harrt und sah es kommen,
Und was ich sah, das Heilige sei mein Wort.“ (l. 19-20)
Specificeringen af et singulært ”ich” over for de forrige strofers pluralis (digtere)
markerer digterens forudanende indsigt. Det hellige kaos er ventet. Digteren
anticiperede måske i modsætning til andre, som han før stod i forbund med, dagen for
gudernes tilbagekomst. På samme tid markerer det singulære ”ich” endvidere en
begyndende opløsning af det digterfællesskab, der i første strofe blev markeret ”sie” og
”Dichter”.
Det frembrydende daggry er helligt, og hvad der fremkommer, kan ikke
specificeres nærmere, blot udpeges som noget helligt – ”sah es kommen” (l. 19).
Digteren kan kun sige, at han så det komme, men han mangler tilsyneladende de hellige
ord til at benævne det med. Og det stiller uvægerligt spørgsmålet om, hvorvidt det
efterfølgende ”das Heilige sei mein Wort” bør læses som en præsens konjunktiv eller en
præsens indikativ. At læse ”sei” som en præsens konjunktiv, nærmere bestemt en
ønskekonjunktiv, giver sætningen betydningen ”lad mit ord være/blive helligt”. Således
læst ligger opfyldelsen inden for det muliges grænser, hvilket betyder, at det endnu er
74