Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

ikke, da tilstanden ikke kan kategoriseres som indre, når den udgør en ”Svæven”.

Figuren udgør samtidig en ydre tilstand og så dog ikke, da ”Hjørnesten” anvendes i

overført betydning. Figuren er dermed hverken indre eller ydre, men befinder sig som

noget helt tredje et sted i mellemrummet mellem det indre og det ydre og midt mellem

”grundløs Gru” og ”uforklarlig Jubel”. Der er altså tale om noget mere end et enten/eller

mellem at føle ”gru” eller ”jubel” alt efter billede, idet der åbnes for et både/og: Både

gru og jubel i hvirvlen som ét samlet billede, da den slutteligt beskrives som en

”Hvirvel, som blir synlig og faar Magt” (l. 34).

Det er imidlertid ikke første gang, at ordet ”Magt” optræder i digtet. I linie

11 forekommer ”Magt” allerede i forbindelse med ”med samme Magt som Himlen op”,

og himlen forbindes derfor retrospektivt med hvirvlen i linie 34. Dermed introduceres

”Hvirvlen” som et tredje niveau, som billederne kan bevæge sig indenfor, således at

spejlet får tredobbelt karakter af både at være et fysisk, sanseligt og evigt foranderligt

reflekterende klitspejl og et indre, følelsesmæssig panisk sandspejl, der bestandigt

sletter modsatte billeder og en uændret hvirvel som en uændret figur i sandet, der består,

selv ”naar Kød og Træ, Metal og Sten er smuldret” (l. 35). Som det fremgår, anvendes

termerne ”klitspejl”, ”sandspejl” og ”hvirvel” til at referere til fænomenerne på

henholdsvis første, andet og tredje niveau.

Det er desuden muligt at observere en glidning mellem elementer, der

knytter sig til disse tre niveauer. Det er tydeligt, at jeget forandres undervejs. I linie 1-13

anvendes fortrinsvist elementer, der har med jegets ydre ageren og sansning at gøre:

Jeget ”fandt” sandspejlet forsænket i klitten (l. 1). Mellem linie 14-18 knyttes verbum til

en indre følelse: ”følte, hvad det delvist saa som Billed”, og efter linie 18 anvendes en

helt anderledes sprogbrug, der ikke er enten/eller, ydre eller indre, men både/og i noget

mere, som desuden rummer vished og erkendelse: ”behøver intet Menneske” (l. 25) og

”en Svæven i mit Blod, / som Blodet ikke glemmer” (l. 29-30).

På samme måde får første linies ”Sted langt inde” også efterfølgende en

ny og tredje betydning ud over de to allerede nævnte. Det sted, der potentielt kan åbnes

for, er et sted, der bevæger sig ud over stedet som et fysisk sted i en klit og ikke stopper

sin bevægelse ved stedet som et indre, intimt sted i jeget selv. Hvirvlen er den figur og

57

More magazines by this user
Similar magazines