Den lyriske impuls

Serafsproget beskrives som et på alle måder anderledes og mægtigere
poetisk sprog. Et transcendensskabende udtryk af ufattelig styrke og glans med en
patos, der forlener poesien med ”Genskær af det Evige”. Det er et poetisk sprog, ”hvor
Ord […] nittes til Ord i en ubrydelig Flade, saa ingen Straale [går] tabt” (Lange: 1996,
130). Sammenlignet med hverdagssproget befinder det konstruerede og kunstige
serafsprog sig ifølge Lange meget nærmere det, som han uden at præcisere nærmere
kalder poesiens egentlige udspring.
Lange karakteriserer serafsproget som en ” Ildsøjle, en Strøm af
Lidenskab hvis Kilde er ældre end sproget, og som skaber Ordene ud af sit eget Indre og
fører dem med sig som Flammer og Gnister paa sin Vej imod Himlen” (Lange: 1996,
125). Lange sætter her fingeren på tre vigtige pointer for forståelsen af det poetiske
sprog. For det første præciseres, at serafsprogets udspring er ældre end sproget selv!
Indirekte polemiserende kritiserer Lange nutidens dominerende opfattelse: Den i
Wittgenstein forankrede overbevisning om, at sprogets grænser også er verdens grænser
(Wittgenstein: 1922/2003). Inden for denne forståelse udgør sproget horisonten for,
hvad der er muligt at sige, tænke eller erfare. Lange indvender, at serafsproget derimod
får sin kraft andetsteds fra, og bryder dermed med den dominerende opfattelse ved at
hævde, at der eksisterer noget uden for sproget, og at dette har primaritet over den
fysiske verden!
Lange påpeger for det andet, at serafsproget skaber ud fra sig selv!
Sproget undervurderes ikke på nogen måde, og dermed antydes sprogets eller billedets
primaritet i modsætning til en mere traditionel opfattelse af, at det objektive, fysiske
objekt altid allerede er der først, og at billedet for bestandigt er dømt til at komme efter,
er et billede af noget og derfor sekundært. Som konsekvens af den nyere poetiske
billeddannelse, der først for alvor har stadfæstet sig inden for de seneste århundreder,
bliver sproget og ordet i sig selv primært og originalt, uden at kroppen, det fysiske og
sanseligheden af den grund nedvurderes. Der er intet før billedet, og billedet bliver den
eneste adgang til det, det drejer sig om.
I umiddelbar forlængelse heraf markeres for det tredje udgangspunktet for
serafsproget og det poetiske sprog. Det er på vej imod Himlen! Begyndelsespositionen
4