Den lyriske impuls

Fig. 1 Den traditionelle forståelse
Traditionel billeddannelse
Figuren illustrerer den horisontale lagdeling af en dualistisk verden i 1700-tallets traditionelle
billeddannelse, hvor den traditionelle metafor begynder sin bevægelse i det fysiske og stræber
opefter. Det farvede felt markerer metaforens udgangspunkt.
Et metaforisk billede, der klæber til det jordiske og tager udgangspunkt heri, undslipper
meget vanskeligt den horisontale barriere og kategoriseringen som afbildning i forhold
til det virkelige objekt, den fysiske blomst, og vil aldrig være originalt, men blot afledt
og dømt til at lide nederlag over for virkeligheden. Men dette, mener de Man, er i
sagens natur en paradoksal situation. For ord kan aldrig blive som blomster og vil for
evigt være adskilte fra det fysiske, fordi de i modsætning til blomster opstår ud af intet
og altså er ren oprindelse.
Litteraturhistorisk betragtet ser de Man altså klare forskydninger fra 1700-
tallets altoverskyggende fokus på objektets primaritet til romantikkens forsøg på dog i
nogen grad at forlene de sproglige figurer med noget af objektets karakter, så ordene og
figurerne kan iklæde sig en vis grad af fysisk nærvær og ikke blot er dømt til at være
sekundære. Med de Mans inddragelse af symbolismen og den antinaturalistiske
Stéphane Mallarmé opridses efterhånden konturerne af en struktur inden for dette
konfliktuelle felt mellem objekt og figur. Som modpol til 1700-tallets og klassicismens
overbevisning om objektets uomtvistelige primaritet koncentrerer Mallarmé og
symbolismen sig om ordet og figuren og ofrer uden tøven objektets stabilitet på
sprogverdenens alter. Et sted midt imellem disse to poler i strukturen må romantikkens
higen efter at producere fysiske ordblomster befinde sig. Overordnet set bliver det
13