Den lyriske impuls

Den opbyggede tankefigur kan således betragtes som værende udtryk for én
sammenhængende teori omkring den lyriske impuls og det poetiske sprog. Og det er
netop denne tankefigur, der er blevet fremlagt og udbygget gennem begrebet om
diagonalen og indirektheden. Diagonalen har præcis at gøre med den indirekthed i det
poetiske sprog, der kan skabe kontakt til det uendelige gennem mellemrum, skævheder
og nuancer. Den er lydhør over for skæve strukturer og nuanceforskydninger på det
tekniske niveau. Diagonalen integrerer som nævnt selvmodsigende figurer og bevarer
på samme tid delenes forskellighed i en åben struktur, der ikke modvirker yderligere
betydningsdannelse i en lukkende syntese. Modsætninger vrides i diagonalen over i en
anden og indirekte struktur, der på alle måder bryder rummet helt anderledes op, og som
giver ubegrænset adgang til alle niveauerne i det.
Men rettes blikket for en kort stund tilbage mod gennemgangen af den
traditionelle billeddannelse og den paradoksale billeddannelse, erindres det, at forholdet
mellem traditionelle billeddannelser i spor 1 og den paradoksale billeddannelse i spor 2
således aldrig bliver udtryk for en binaritet inden for den diagonale forståelse, da
diagonalen netop integrerer begge spor i en tredje, diagonal figur uden at isolere nogen
af dem. Den diagonale forståelse tvinger ikke til valg mellem sporene og udtrykker et på
alle måder smidigere udgangspunkt end både spor 1 og 2, idet diagonalen betjener sig af
indirekthed for at producere nyt.
3 Digtanalyser
Med teorikapitlet i umiddelbar erindring står det klart, at enhver diagonal læsnings
primære interesse altid må være rettet mod de elementer i lyrikken, som synes at være
viklet ind i hinanden og unddrage sig begrebsliggørelse. Det drejer sig præcis om
systematisk at nærlæse de prægnante steder i digtenes billeder, hvor læsningen
50