Den lyriske impuls

abstraktion lykkes med billeddannelser, hvor referencen til den konkrete realitet ikke
som udgangspunkt suspenderes, men rækker mod den store natur og en ”Andethed”,
fordi det poetiske sprog nu befinder sig som blot endnu et abstrakt begreb, et objekt på
lige fod med alle andre. Men forståelsen af de poetiske billeder sker, som også erfaret
hos Sjklovskij, på ingen måde fordringsløst. Forudsætningen er, at subjektet ligeså må
forandre sig samtidig med det paradoksale billedes forvandling. 15
Som Sjklovskij også er inde på, kræver det en aktiv indsats af subjektet at
opleve tilblivelsen af nye betydninger og at nå frem til en ny opfattelse, som ikke beror
på genkendelse, men derimod har karakter af syn (Sjklovskij: 1916/1991, 16). Til
hverdagssproget er således knyttet et hverdagssubjekt, som passivt modtager uden
nogen form for intellektuel indsats, men i lyrikken fremkommer derimod et særegent
poetisk subjekt, der aktivt bidrager til billedudviklingen. Kunsten stiller bestandigt det
krav til subjektet, at det aktivt må hæve sig, flytte sig og stræbe opad for at kunne forstå
de fremkomne billeder, men ernærer sig samtidig ved, at denne evne også findes i
mennesket som en iboende mulighed. 16
Endvidere bliver det ud fra en elaborering af Sjklovskijs bestemmelser
muligt at kategorisere det poetiske sprog, der får mennesket til at se på ny, som værende
en del af spor 2, og det er uden tvivl Sjklovskijs største fortjeneste. På trods af, at disse
billeder har deres oprindelse i hverdagssproget, løfter de vanskelige og underliggjorte
billeder alligevel ordene ud af deres let opnåelige nydelse og vante sfære, så mennesket
virkelig får set objekterne på ny. Med Sjklovskij i erindring bliver det således muligt at
argumentere for, at spor 2 øjensynligt har to anvendelsesmuligheder i form af a)
billeddannelser, der får mennesket til at se det fysiske på en anden måde ved at bryde
med automatismen, og b) billeddannelser, der muliggør et møde eller en kontakt med
15 Se fodnote 5 p. 10 for Welleks beskrivelse af den nedefrakommende bevægelse. Gennem stadig
abstraktion formindskes afstanden mellem subjekt og objekt. Denne tanke genfindes blandt andet i
Goethes idéer om urplanten (se Henriksen (1973) for en grundig indføring), mens Schiller og, før ham,
Platon er eksponenter for bevægelsen oppefra og ned. Se endvidere afsnit 2.4, hvor Harold Bloom taler
om subjektets påkrævede aktive indsats gennem dyb læsning.
16 Hass (1988) taler om menneskets differensbevidsthed og dobbelte natur, fordi det stræber efter det
guddommelige. Denne stræben findes i mennesket som et naturanlæg. Bevidstheden om endelighed er et
tegn på, at mennesket kender forskel på timelighed og evighed og altså ikke ganske er af denne verden.
Se yderligere Aage Henriksen (1973).
27