Den lyriske impuls

evægelighed, og hugormen rodens ubevægelighed: ”Rødder vred sig / hugormeagtigt,
og en Hugorm ligned / en stivnet sortbrun Rod” (l. 2-4). At de fysiske elementer ikke er,
hvad de umiddelbart tager sig ud som i den øredøvende stilhed, men derimod kan
overtage hinandens fysiske egenskaber, afføder en ukontrollerbar panisk angst i jeget (l.
1-2).
Med tankestregen linie 4 gives et fingerpeg om, at klitspejlet, som hidtil
har været fremstillet rent fysisk, også repræsenterer noget mere end et blot fysisk
fænomen. Sædvanligvis opstår klitspejle nemlig på de skrå sider af en klit i form af
vestvendte hulspejle dannet af sfærisk erosion, men i Klitspejlet forholder det sig
anderledes, idet spejlet i dette tilfælde er placeret i vandret position: ”et Sandspejl,
vandret / forsænket” (l. 4-5) Sandspejlets horisontale placering i forhold til klitspejles
sædvanlige lettere vertikale position indikerer, at dette spejl, ud over at være et fysisk
forekommende fænomen, som spejler de fysiske omgivelser, skal forstås på to niveauer:
Et ydre såvel som et indre, følelsesmæssigt niveau.
Der er altså en anden kraft end den, der knytter sig til den rent ydre,
fysiske konkrethed, på spil i digtet, og retrospektivt dækker første linies ”Et Sted langt
inde” således både over et fysisk sted langt inde i klitlandskabet såvel som et emotionelt
sted langt inde i jeget selv. I den forstand fungerer det fysiske, ydre klitspejl som en
spejling fra naturen ind i jeget til et indre, følelsesmæssigt sandspejl.
Mødet med det indre sandspejl udtrykker netop den erkendelse, som giver
anledning til første verslinies paniske angst, fordi jeget oplever, at det indre sandspejl i
modsætning til det ydre og fysiske klitspejl, som dog trods alt spejler hugormelignende
rødder eller rodlignende slanger, alene spejler en blændende hvid og ren tomhed (l. 6-7).
På dette sted i digtet spilles tydeligvis på spejlets frembringelser som henholdsvis
synlige og ikke-synlige. For i modsætning til det ydre klitspejl er det indre sandspejl
ikke tilknyttet synssansen som erkendelsesform, men derimod følelsen, idet det indre
sandspejls tomhed berører jeget: ”dets Tomhed, / blændende hvid og ren, berørte mig”
(l. 6-7). Sandklittens glidning mellem det ydre og indre understreges yderligere af det
faktum, at verbet ”berørte” har en dobbelt betydning i form af en ydre, fysisk og
desuden en indre, følelsesmæssig berøring.
52