Den lyriske impuls

Sammenholdes Brooks’ pointer endvidere med Longinos’ begreb om
voldelighed, står det klart, at de Man ikke forstår de vidtrækkende konsekvenser af at
ophøje det poetiske billede og sproget til at være sublimt, for han underkender, at
sproget i det øjeblik, det gøres sublimt, risikerer at give efter for fristelsen til at lukke
sig om sig selv og løsrive sig fra den struktur, det oprindeligt er indlejret i. Denne
paradoksernes formalisme, som de Man kan anklages for, bliver hurtigt et mål i sig selv.
Longinos slår netop fast, at det ikke drejer sig om det ultimative billede, men om de
forskydninger i lyrikken, der øver vold mod sproget ved at tillade anderledes billeder.
På den vis bliver der aldrig tale om fokuseringen på ultimative billeder, som ubetinget
altid slides med tiden, men på de små nuancer, som med deres tilstedeværelse forundrer,
og som, med Sjklovskij in mente, nedsætter perceptionsprocesserne, fordi de forskydes
og ændres.
Den yderste konsekvens af de Mans tankegang er en sprogfetichisme, der
afskriver alle referencer. Men den fysiske reference er præcis ikke forlods suspenderet,
minder Brooks om, for hvis det poetiske billede skal forstås, må delenes fysiske
reference som udgangspunkt være intakt. Uden den forudgående fysiske reference ville
Heimkunfts ”helle Nacht” være uforståelig.
Modsat de traditionelle sammenlignings- og strukturmetaforer, der
muliggør en direkte og fyldestgørende oversættelse af og overføring mellem real- og
billedplan, er det umuligt at tilbageføre den poetiske metafor, da der altid vil være en
rest, der modsætter sig overføring (Brooks: 1947/1968, 15). 9 En direkte oversættelse kan
ikke komme i stand, da udgangspunktet i sig selv er udtryk for en dobbelthed, der aldrig
kan tilbageoversættes. Den poetiske metafor er irreversibel. Det, der skal artikuleres,
kan – modsat sammenlignings- og strukturmetaforerne – alene udsiges med den,
pointerer Brooks (Brooks: 1947/1968, 11). Implicit i denne udtalelse gemmer sig
9 I sin dekonstruktivistiske tour de force i ”Semiologi og Retorik” (1973/1988) påpeger de Man
endvidere, at det figurative sprog alene kan forstås ad retorikkens vej, og at en lingvistisk model aldrig
kan være objektiv, når den hævder en ubrudt identitet mellem identitet og udsagn. Metaforen lever netop
ikke, mener de Man, gennem polariseringen mellem polære, binære modsætninger. Der er snarere tale om
sprogets grundlag som deflektion, en art forskydning uden forbindelse mellem tegn og betydning (de
Man: 1973/1988, 35). Termen henter de Man fra nykritikeren Kenneth Burke, som i sin tænkemåde er tæt
på de Mans egen. Dermed bevæger de Man sig ganske tæt op ad nykritikken, men fortsætter dens tanker.
19