Den lyriske impuls

sig om, og udskyder og besværer med deres form nydelsen ved at gøre det velkendte
ukendt. Den vanskelige nydelse kan således kun komme på tale inden for spor 2 og i
diagonalen.
Ganske få steder forbinder Bloom også noget vagt den vanskelige nydelse
med en kategori af det sublime, som er læserens:
”A pleasurable difficulty seems to me a plausible definition of the
Sublime, but a higher pleasure remains the reader’s quest. There is a
reader’s Sublime, and it seems the only secular transcendence we can
ever attain” (Bloom: 2000, 29).
Den vanskelige nydelse definerer simpelthen det poetisk sublime par excellence og
peger på lyrikkens Andethed, fordi det poetisk sublime ifølge Bloom netop er ”an
experience that persuaded readers to give up easier pleasures for more difficult
pleasures” (Bloom: 2000, 122). Mennesket vil, når det erfarer og får et glimt af det
poetisk sublime, ubetinget opgive jagten på de lette nydelser for at give sig opnåelsen af
den vanskelige nydelse i vold, fordi den har så uendelig meget mere at tilbyde.
Eftersom det generelt ikke har skortet på indsigtsfulde og prægnante
formuleringer, og fordi det indirekte er det sublime, store dele af Blooms betragtninger
kredser om, kan det i nogen grad vække undring, at Bloom er så sparsom i sine
eksplicitte beskrivelser af det sublime. Det er derfor nødvendigt at elaborere på Blooms
idéer om det sublime og den vanskelige nydelse, og til dette er Immanuel Kant det
oplagte valg, da han i Kritik der Urteilskraft (1790/2001) under overskriften ”Analytik
des Erhabenen” behandler forholdet mellem lyrikken og det absolut uendelige under det
sublimes synsvinkel.
2.5 Det sublime og det uendelige (Kant)
I ”Analytik des Erhabenen” fra Kritik der Urteilskraft (1790/2001) stiller Kant sig selv
spørgsmålet, hvad det sublime overhovedet er, og hvorledes det kan erfares. På den vis
kan Kant bidrage til og udvide forståelsen af det begreb om et ”det sublime”, som
32