Den lyriske impuls

einem Begriffe [als] zusammengefaßte Unendlichkeit” (Kant: 1790/2001, 119f, 121).
Men sammenfatningen er for altid dømt til blot være indirekte, siger Kant:
”(das Gefühl des Erhabenen) [ist] eine Lust [...], welche nur indirecte
entspringt, nämlich so, daß sie durch das Gefühl einer augenblicklichen
Hemmung der Lebenskräfte und darauf sogleich folgenden desto
stärkeren Ergießung derselben erzeugt wird“ (Kant: 1790/2001, 106,
min kursivering).
Det er afgørende at holde sig denne indirekthed for øje som en meget vigtig pointe fra
Kant. Han fastholder, at der ikke kan og aldrig vil opstå nogen form for erkendelse af
objekter i det sublime, for mennesket evner ganske simpelt ikke at gøre sig billeder af
det sublime eller det uendelige. Kant understreger dog, at der til gengæld i mennesket
kan opstå en idé eller tanke om en anden virkelighed, der er en virkelighed, som
mennesket bare kan tale indirekte om. Det sublime giver hverken en viden om
objekterne eller om det uendelige, siger Kant, men alene en erfaring af, en idé om noget
større, som ligger uden for erkendelseskræfterne. Men menneskets indbildningskraft
kan med tænkningens hjælp anvende de forhåndenværende objekter i den sanselige
verden, materialerne, til at åbne for det sublime og det uendelige, immaterialiteten, og
”gøre sig tilgængelig for nuancernes invasion, modtagelig over for timbren” (Lyotard:
1984/1994, 68).
Her bemærkes forskellen til Aristoteles’ klassiske idé om, at kunsten altid
bør relatere til følelserne, for det er helt essentielt at bemærke, at Kant i ”Analytik des
Erhabenen” manøvrerer fri af det fysiske materiale og følelserne som i sig selv gyldige
erkendelsesformer og i stedet åbner for tænkningen som vejviser til det uendelige.
Bemærk, at Kant her opfatter ”materiale” i streng fysisk forstand. Men med Lyotards
tilføjelser til Kant bliver det muligt at betragte det fysiske materiale ud fra en langt mere
fleksibel ramme, da det fysiske materiale netop knyttes til det uendelige gennem
timbren, nuancen og ordene og dermed kan siges at indeholde en ekstra dimension ud
over den rent fysiske: En åndelig dimension, der i og med det fysiske kan fungere som
åbning til det uendelige. Fordelene ved Lyotards tilføjende betragtninger er til at få øje
på, da de præcis muliggør, at både tænkningen og det rent fysiske materiale kan bane
39