Untitled

Nanna Rasmussen
Når jeg skriver, kan jeg opleve, der dukker noget frem i mit hoved. Og
så gælder det bare om at få skrevet det ned, før jeg glemmer det! Jeg
skriver mest digte, Jeg bruger også mine egne oplevelser og følelser.
Det er digte også gode til - nemlig til at udtrykke følelser.
I år har jeg fået skrevet en novelle, og det vil jeg gerne fortælle dig om
… ja, dig! God sake … du behøver ikke allerede at sidde der med det
opgivende, fjogede udtryk i ansigtet, vel?
Nå, men det jeg vil sige er, at jeg vil fortælle dig en meget vigtig ting,
før dine øjne har set historiens første ord, for når du har det, så … øh
jaa … hmm … så er det hele bare for sent! Ja, lad os sige det. Det lyder
så dejlig dramatisk, synes du ikke? Lidt ligesom: “Han gik ind af den
tunge jerndør, og først der opdagede han, at det hele var for sent …”
Spooky, ikke?
Uhh … vigtig ting? Er du sikker? Hmm … lad mig se … god sake …
fjoget udtryk … åh ja, vigtig ting, det er da også rigtigt! Pointen er,
at jeg vil fortælle, at jeg ikke føler, jeg har skrevet denne her historie
alene. Jeg har fået hjælp og råd fra en af mine gode venner, som
betyder meget for mig: Christian Gaskarth Frydendal! Han er ikke bror
til Alex Gaskarth fra bandet, All Time Low. Men han er en meget stor
fan af ham. Giv ham dog en hånd mine damer og herrer! Hvad? Nå ja
… det er jo en historie, ikke et tv-show, desværre … nå, men når alt
kommer til alt, så vil jeg gerne give Chris en stor tak for hans hjælp og
råd, og fordi han er sådan en god ven. Jeg ville gerne have givet ham
et kram … hvad nu?! Åh, god ide.
Sådan Chris, nu har jeg givet dig et kram oppe i mit hoved, and just for
the record, I sagde alle sammen: “Nårre”. Kom, lad os sige det sammen
i kor: “Nårre!” Meget flot! Nå, nu vil jeg starte historien, men først vil
jeg bede jer alle om at slukke jeres mobiler, så de ikke kommer til at
forstyrre. God fornøjelse …
10