Untitled

”Se det her snefnug. Der findes ikke et andet mage til. Ethvert snefnug
er forskelligt opbygget. Men mennesker er ens, og det er Eismänner
også. Derfor bliver vi nød til at forsvare os, og du skal ikke komme i
vejen for os.” Han slog mig hårdt i hovedet, og jeg besvimede.
Da jeg åbnede øjnene, var jeg ikke i ødemarken længere. Frosten
havde sat sig på alt, men der var ingen tvivl. Jeg lå lige midt på
Knippelsbro. Jeg rejste mig forsigtigt op og så mig omkring. Bag
mig tårnede tømmervolden sig op imod den mørke himmel. Foran
mig lå den indre by. Ingen mennesker var på gaden, men alligevel
kunne man mærke alle borgernes nervøse suk som en frysende vind.
”Velkommen til den indre by,” lød en stemme pludselig. I chok vendte
jeg mig om og så tyven vinke til mig fra opsynstårnet. ”Du undrer dig
måske over den tomme by,” fortsatte han i en højtaler. ”Jeg har bedt
alle folk om at gå hjem, så du har masser af tid til at gennemføre vores
lille spil.” Spil, tænkte jeg, hvad fanden mener han med spil? ”Det
eneste, du skal forklare mig er, hvorfor du stjæler for at tjene penge
til dagen og vejen.” Manden lo kort og svarede: ”Jeg troede, du vidste
det. Jeg er ikke en tyv. Jeg er Københavns borgmester.”
Løgn! En borgmester kunne ikke opføre sig sådan. Han fortsatte: ”Jeg
er ved at tabe stemmer, så jeg fik denne idé. Hvad hvis vi byggede
en mur, der kunne holde alle trusler ude? Idéen var så genial, at
alle genvalgte mig, men alle træer blev brændt af for syv måneder
siden. Altså var der kun én mulighed; at stjæle tømmeret fra folk, der
havde det på lager. Jeg har ikke stjålet fra din familie, I har ufrivilligt
hjulpet os.” ”Eismänner kan stoppes uden mur,” råbte jeg og fandt
min syl frem. ”De kan stoppes med varme. Lær folk at forsvare sig,
og giv alle deres tømmer tilbage.” Borgmesteren skiftede kanal på
samtaleanlægget, talte et stykke tid og pegede mod en kasse ved
siden af opsynstårnet. Langsomt gik jeg hen imod kassen, og da
jeg nåede derhen og åbnede den, troede jeg ikke mine egne øjne. I
kassen lå en håndgranat og en flammekaster.
133