Untitled

Frederikke Byron
han igen. Taxaen parkerede lige foran døren til hovedbygningen.
Der var én hovedbygning, hvor undervisningen forgik, og to andre
bygninger hvor eleverne boede. Jeg steg ud af taxaen, tog min taske
og min kuffert, gik ind i bygningen og hen imod rektorens kontor.
Imens jeg gik igennem gangene, stoppede de fleste elever og kiggede
på mig. Men jeg bed ikke afsindigt meget mærke i det. Jeg var vant til
det. Selv om jeg lignede alle andre, var der et eller andet over mig der
udstrålede, at jeg var mere end menneske. Jeg nåede til rektorens dør
og bankede på. ”Kom ind!” sagde en dyb stemme. Jeg åbnede døren
og gik ind. ”Gabrielle,” sagde han og smilede da han genkendte mig.
”Hvor dejligt at du er her. Sæt dig endelig ned,” jeg gjorde som jeg fik
besked på. ”Hvordan var din rejse her til?”
”Fin. Næsten igen trafik,” sagde jeg og prøvede at lyde så neutral som
mulig.
”Godt. Jeg går direkte til sagen, hvis det er okay med dig. Det er nogle
travle dage her for tiden,”
”Det er fint. Jeg har også snart brug for at hvile mig,”
”Ja, det er forståeligt nok. Jeg har fået af vide, at du allerede kender
reglerne, er det korrekt?”
”Ja.”
”Godt, så er der ingen grund til at gå dem igennem. Her er dit skema.
Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at spørge mig eller
lærerne. Det var sådan set alt, lad mig vise dig til dit værelse,” jeg
samlede mine ting op fra gulvet. ”Har du brug for hjælp med det?”
”Nej tak, jeg har det,” vi nåede til den bygning jeg skulle bo i, og gik
ind. Der var ingen elever at se, men de var selvfølgelig nok også til
time. Vi gik op på anden sal, og da vi nåede til mit værelse, fandt
rektoren en nøgle frem og låste op.
”Her er det så,” sagde han. Jeg gik ind i værelset, og så med det samme
en død pige i hjørnet.
”Tak,” sagde jeg til rektoren.
”Så vil jeg forlade dig. Her er din nøgle,” da han havde givet mig
40