Untitled

Frederikke Byron
komme væk, men han havde et fast greb om mine hænder.
”Åh, lille engel. Så kom du endelig. Jeg undrede mig over hvor lang tid
det ville tage.”
”Jeg er ingen engel!” Sagde jeg vredt.
”Ikke? Nå, så er det jo min heldige dag. Jeg så dig udenfor. Hvordan
du studerede mig …” han lod sin frie hånd stryge min kind. Hans hud
var så blød … ”Og lige nu. Du vil ikke dræbe mig, du tøvede. Jeg tror,
at du gerne vil noget helt andet end at dræbe.” Han satte sine læber
mod mine. Til at starte med for tankerne rundt i hovedet på mig, men
efter et stykke tid var min hjerne blank, og det snurrede rundt i mit
hoved. Jeg lagde også mærke til, at jeg ikke længere kæmpede imod.
Han bevægede sin mund væk fra min, og fandt i stedet min hals. Jeg
lukkede øjnene, og prøvede at tænke, men enhver rationel tanke
havde forladt mig.
”Du er bare et barn,” fik jeg til sidst ud.
Han kiggede på mig.”Men i det tilfælde, så er der jo bare meget, du
kan lære mig.”
”Nej …”
”Din mund siger nej, men din krop siger …” han nåede ikke at afslutte
sin sætning, før jeg jordede mit knæ i skridtet på ham. Han faldt ned
af mig, og jeg reagerede hurtigt. Før der var gået to sekunder, var
jeg over ham, havde et fast tag i hans hår, og holdt en kniv for hans
strube.
”Du er kun et barn, og det faktum at du bruger sådan et dårligt, og
alt for brugt ordsprog, beviser det. Og nu har jeg tænkt mig at slå
dig ihjel, fordi du er ond og du bliver nødt til at dø,” jeg sagde ordene
hurtigt, og så ned på ham. Han brune øjne var blanke, og så bedende
op på mig. Det var forkert. Jeg kunne mærke det igennem hele min
krop. Han var kun et barn. Måske lignede han en på 17, men han
havde ikke engang levet i et år, havde ikke engang gjort noget forkert
endnu. Han prøvede ikke engang at slå mig ihjel, men prøvede at
forfører mig, hvilket er endnu et eksempel på, at han ikke har lært
46