Untitled

Annalina Kristina Pfeil
det, lidt ligesom en hemmelig agent. Jeg er trænet til at kæmpe mod
væsener, som ikke er herfra. Jeg havde ikke troet, at jeg behøvede
at træde ind allerede, men det gør jeg åbenbart såå, du kan jeg jo
godt se, at jeg er den eneste, der kan hjælpe dig.” Han blev siddende
foran hende og så på hende med overnaturlige gule øjne, der så
ud til at læse hendes tanker. Han lagde en arm op på sofaryggen.
Han mindede hende om en dårlig romantisk komedie, hun engang
havde set, hvor hovedpersonen gjorde sådan, da han ville score sin
kvindelige medskuespiller.
Hun gled ned i sofaen og så på ham med åben mund. ”Wow, det er
virkelig… wow… ”
Han smilede stort ”ja ikk’? Som sagt, du kan betragte mig som en
frelsende engel, din helt personlige, frelsende engel. Og jeg sover
forresten her på sofaen, så der ikke sker dig noget. Ikke fordi jeg tror,
han kunne finde på at komme ind, men bare for en sikkerheds skyld…”
Yasmin nikkede langsomt uden rigtigt at registrere, hvad der blev sagt
til hende. En trænet kriger/frelsende engel var blevet sendt af nogle,
der overvågede overnaturlige ting for at redde hende fra et eller
andet. Hendes dag kunne ikke blive mærkeligere.
Han sparkede til en kasse, der stod og flød midt på gulvet. Han havde
efterladt Yasmin, så hun kunne sunde sig en lille smule, mens han
tænkte over, hvordan han skulle gribe tingene an. Han var nødt til at
fortælle hende om Rådet, der var ingen vej udenom. For at hun skulle
forstå det helt, måtte hun kende til Rådet. Han måtte bryde reglerne,
igen. Han bandede rasende og slog ud efter en stol, der væltede
skramlende om på gulvet.
”Du er godt klar over, at det ikke er dine møbler ikk’?” lød det bag
ham, og han bed tænderne sammen for ikke at komme med et
snerrende svar.
”Det er ikke nogens møbler.” Han vendte sig mod sin ven, der stod og
hang op af dørkarmen.
164