Untitled

overtalelsesevne er ikke særligt stor, så Kim løb hen mod ledelsens
bygning, mens jeg stod tilbage og var forgabt i mine egne tanker.
Først da, tænkte jeg over sagen. At flere tusinde gæster, Danmarks
turistbureauer og millioner af aktieindehavere ville blive skuffede,
hvis en ond, skruppelløs, kommunalt ansat russer jævnede Tivoli med
jorden. Russeren.. selvfølgelig! Han havde taget meget afstand, da vi
ville grave i sagen, og måske var han bange for, at noget kom frem.
Det var en mystisk affære, så jeg blev enig med mig selv om at
komme tæt på russeren ved at forhøre hans makker Alfredo. Han
var en smilende 36-årig franskmand, med brunt hår, mørke øjne og
solbrændt hud. Jeg tog ham med over på Restaurant Grøften, hvor vi
købte nogle drikkevarer. Jeg stillede ham et par spørgsmål og fandt
ud af, at han havde arbejdet sammen med Zaiev i otte år, og at han
så store potentialer i hans projekter. Sammen havde de anlagt store
bygninger rundt om i Europa. Efterhånden som Alfredo blev mere og
mere fuld, glemte han at tale engelsk, men jeg var heldigvis god til
fransk. Han fortalte, at de havde skaffet grunde ved kraftig research
og hemmelige handler, og at de var blevet ansat af København til at
restaurere nogle af de gamle forlystelser, og at Zaiev var højt betroet
af ledelsen. Pludselig faldt noget mig ind. Jeg spurgte: ”Alfredo?
Zaiev a une copie de la clé de la boîte?” Alfredo lo og sagde: ”Si, si c’est
correct.” Jeg skyndte mig op af stolen og løb ud af baren, og den
forvirrede og fordrukne franskmand måtte betale regningen. Hvis
Zaiev havde en kopi af nøglen til boksen, og de andre ikke havde
noget motiv, måtte Zaiev vide noget.
Da jeg nåede til Jens Danielsens kontor skulle Jens, med tårer i
øjnene, til at skrive under på overgivelsen af grunden til den russiske
myndighed, men jeg stormede ind i det rette tidspunkt og sagde:
”Stands Zaiev Fregovitch! De har noget i den mappe, der tilhører
Tivoli.” Jeg vristede med besvær mappen fra den forbløffede arkitekt
221