Untitled

ystede.
Rystende svang jeg mig op på himlen igen, stadig skummende af
vrede. Jeg var ligeglad med at folk pegede op mod mig og råbte. Jeg
var ligeglad med alt. Lige indtil jeg så ham. Silas. Han stod og missede
op mod mig. Og før jeg vidste af det, fløj jeg ned mod ham, blev til
mig selv, og faldt ned i hans arme. Jeg vendte hulkende ansigtet ind
mod hans skulder. Han så meget forvirret ud -og måske også nervøs-,
alligevel strøg han mig blidt over håret.
”Du har nogle grimme flænger på venstre arm Sonja. Det ser voldsomt
ud.”
Jeg hikkede og hulkede på samme tid.
”Lad os gå hjem til mig.”
Han må have båret mig, for da jeg vågnede lå jeg pludselig på en båre.
Jeg kunne høre Silas råbe: ”Hun må ikke blive kørt til hospitalet! Nej
vent, hold nu op mor! Kom tilbage med hende!”
”Silas,” mumlede jeg, da døren til ambulancen blev lukket. Jeg kunne
føle hvordan hele Espergærde trak i mig. Den ville ikke lade mig gå.
Jeg var en vogter. I det samme kørte ambulancen over togskinnerne,
og så vidste jeg, at jeg var ude af Espergærde. Byens kraft rev så meget
i mig, at jeg susede op fra båren, og ramte ind i døren med et smæld.
Jeg blev mast så hårdt ind i den, at den sprang op. Træt og forslået
rejste jeg mig op, og vaklede væk fra vejen. Jeg undgik med nød og
næppe en bil, og gik så langs vejen tilbage.
Jeg ville aldrig i mit liv gå hjem til lejligheden. Jeg ville ikke være
sammen med Thea, Unna eller Liona. Jeg ville være sammen med
Silas. Jeg fandt ham side på stenen foran skolen, hvor jeg normalt sad.
Da han så mig blev han helt forskrækket.
”Hvordan?... Lige meget. Jeg ville ikke have at min mor ringede til
ambulancen, men det gjorde hun. Dog desinficerede hun dine sår før
de kom, men…”
Jeg lagde en finger på hans læber, tyssede på ham, og lænede mig
287