Untitled

Annalina Kristina Pfeil
En stor mand spærrede for udgangen, han lugtede surt af sved og var
helt våd på ryggen, hun rynkede på næsen. Han prustede, da dørene
åbnede sig langsomt. Hun trommede irriteret på låret, og vendte
sig om. Det gibbede i hende, og hun væltede ud af toget. Hun så sig
forskrækket tilbage, drengen stod stadig ved døren. Hun havde slet
ikke lagt mærke til, at han var fulgt ud efter hende fra kupeen.
Han løftede langsomt hovedet og mødte hendes blik. Hans øjne
trængte dybt ind i hende med en sådan kræft, at hendes hoved
pludselig var blottet for tanker. Hun kunne høre sit hjerte banke, og
det eneste, hun så, var øjnene. Intet andet eksisterede, og dog lagde
hun ikke mærke til deres farve. Hun vaklede baglæns og prøvede
desperat at se væk, men det var umuligt. Hun blev holdt fanget.
”Flyt dig, bitch.
Hun mærkede et stød i ryggen og faldt sidelæns ned mod jorden,
asfalten skrabede mod hendes hænder, da hun tog fra, og hun skreg
forskrækket. Hun lukkede øjnene, mærkede en pludselig smerte skyde
op gennem kroppen. Hvor længe hun lå der på jorden, vidste hun
ikke, men hun frygtede for at åbne øjnene igen. Hvad nu hvis han stod
lige over hende?
Hun kiggede langsomt op, nogle folk stod og stirrede på hende, men
ingen tilbød at hjælpe. Hun kom langsomt på benene, mens hun
holdt godt øje med den mørkhårede dreng. Han var steget af toget
og stod nu og legede med en lighter. Hun holdt blikket fast rettet
mod ham, mens hun snublede sig vej hen mod udgangen. Drengen
smilede skævt.
Hun småløb væk fra stationen og skyndte sig ind i byens gader. Hun
følte sig ikke sikker, før hun befandt sig på hovedgaden. Drengens
øjne hjemsøgte hendes tanker. Han havde brugt magi mod hende,
hans øjne havde ikke været normale, slet ikke. hun kunne slet ikke se
hans øjenfarve for sig, bare øjnene. Det måtte være magi. Hun smilede
154