Untitled

Nanna Rasmussen
Det er ikke første gang, han er gået sin vej. Nogle gange har det vel
bare været for at få fred, andre gange har han fået nok af dem. Det kan
godt være, at det bare er indbildning, men jeg har det nogle gange
som om, at han helst vil være alene, når han skriver med mig. Andre
gange har jeg det som om, at det først er når han skriver med mig,
han opdager, hvor ligeglade de virker. Måske er jeg ikke sund for ham?
Jeg ved godt, at jeg vrøvler lidt, men har også været op siden klokken
seks, ikke?
”Ved du hvad? Jeg tror, jeg vil gøre dem en tjeneste og fortælle
ALLE om, hvordan jeg har besluttet mig for at tage mit eget liv,
detalje for detalje …”
Jeg kan mærke tårerne. Hvordan kan han skrive sådan til mig?! Jeg vil
ikke lade dem falde foran mor og far. De kan vist se, at min glæde fra
teateret er forsvundet, men de siger intet. Jeg vil ikke kunne forklare
dem det. Jeg kan jo ikke fortælle det, William stoler jo på mig, for god
sake! Han har det meget værre, end jeg troede … han går ikke ud og
tager sit eget liv. Selvfølgelig ikke … gør han? Hvad tror du? Jeg er i
tvivl … hvis han nu gør det … det ansvar kan jeg ikke bære … han
skrev engang;
”Folk, som holder af mig, burde lade mig gøre, hvad jeg vil …”
Men det kan jeg bare ikke gøre. Jeg nægter at lade ham tage sit eget
liv. Jeg nægter! Han betyder sgu for meget … han har ikke altid tænkt
i disse baner. I starten tænkte han på at rejse væk;
”Jeg mener, at jeg rejser … væk herfra. Jeg kender mange over
i England og USA. Jeg rejser væk for at få en ny start, så jeg ikke
lider mere …”
18