Untitled

til midt på ryggen, og hans øjne ser døde ud. Hun tager forskrækket et
skridt baglæns. ”Øh, hej.” Hun smiler svagt. Han kigger tomt på hende.
”Du holdte fest i lørdags. Og jeg er overbevist om, at min veninde,
Lucy, kom herind.” Da han stadig ikke reagerer, begynder hun at
beskrive venindens udseende. Til sidst afbryder han. ”Hun har aldrig
været inden for disse vægge.” ”Jo hun…” Han ryster på hovedet og
lukker døren i. Hun synker en klump, vil banke på igen, men en følelse
siger hende, hun burde stoppe.
Han rammer tungt sengen. Fjedrene giver efter under hans vægt, og
han lader sig synke ned i dynerne. Han er udmattet. Helt udmattet. På
indersiden af øjenlågene dukker hendes ansigt op. Den englehvide
hud, og det lyse silkehår. Han slår øjnene op og stirrer lige ind i hendes
smil. Hendes smilehul er lige ud for hans næse. Han drejer om på
den anden side og ser hendes tænder blottet i et smil. Han sætter sig
forpustet op. Hjertet banker hurtigt i hans bryst. En sveddråbe tegner
sig på hans pande. ”Gå væk..” Han hvisker ud i rummet. Hendes latter
fylder rummet, og han kigger sig over skulderen med et ryk. Latteren
forstummer, og han ser lige ind i hendes blå øjne. Han banker en
knytnæve mod hendes kønne ansigt. Lyst hår kilder ham på kinden.
Hun sidder op ad ham, holder fast i hans arm. Griner, griner, griner.
Han river sig fri og styrter ud af værelset.
Hun er væk. De tre ord står pludseligt lysende klart i Malous
bevidsthed. Hendes puls, der har været på overarbejde de sidste
mange timer falder pludselig til ro. Hendes åndedrag bliver normalt,
og hun føler en pludselig ro i maven. Hun er væk. Lucy er væk. De
kan lede alt det, de vil, men når de finder hende, vil det være for sent.
Lucy er væk nu. Væk for al tid. Malou sætter sig tungt på sofaen og
tænder tv’et. Hun er tømt for tårer, tømt for angst. Hun føler sig…
lettet? Hun låser sin mobil op og går ind i galleri. Over halvdelen af
billederne forestiller Lucy i tåbelige situationer. På et af dem har hun
117