Untitled

Frederikke Byron
”Hvorfor vil ingen fortælle mig, hvad jeg har gjort?”
”Hvorfor spørger du ikke dit lille nye legetøj? Jeg er sikker på at hans
far har fortalt ham historien.”
”Ved du hvad du lyder som? Du lyder som en lille forkælet dreng, der
lige har mistet sit ynglingslegetøj, til den anden dreng i klassen,”
”Ja, og det er lige præcis hvad du er. Et stykke legetøj. MIT legetøj, og
jeg kan gøre lige, hvad jeg vil med dig, glem ikke det,” sagde han og
kyssede mig blidt på læberne, så forsvandt han.
Efter min samtale med Michael sad jeg i timer på min seng og rystede.
Jeg var vred, fortvivlet, og bange. Jeg havde aldrig prøvet, at være
bange før. Det var en tankekvælende fornemmelse, der åd alt fornuft,
og kun efterlod mig skælvende. Det var ikke før at Lucas kom ind på
mit værelse, satte sig ned i min seng, og begyndte at stryge mig på
ryggen, at jeg vågnede op af min trancetilstand. Jeg mærkede på min
kind, og var overrasket over at den var våd. Jeg havde aldrig grædt før.
”En engels tårer. Det er ikke noget man ser hverdag,” sagde Lucas, og
fangede en tåre med en finger. Har skar ansigt, da hans hud begyndte
at syde, der hvor tåren ramte.
”Er det noget specielt?”
”Det har healende kræfter, eller ødelæggende, hvis det bliver berørt af
ondskab,”
”Du er ond,” konstaterede jeg.
”Ikke af valg,” sagde han og lagde sig ned.
”Ville du være andet, hvis du havde valget?”
”Jeg ved det ikke, jeg har aldrig haft et valg.”
”Man har altid et valg.”
”Ikke med forældre som vores.”
”Hvorfor faldt jeg? Ved du det?”
”Ja, min far fortalte mig historien.”
”Fortæl mig den.”
58