Untitled

Yasmin satte sig op og så ned på madrassen, der var tom. Hun
behøvede ikke kaste et blik rundt i værelset for at vide, at hun var
alene. Det undrede hende ikke, på trods af hans pæne skjorte, var
han en badboy, han gik sine egne vegne – ligesom kattene i huset
overfor. Hun kravlede ud af sengen og trak et par bukser på, hørte en
svag nynnen, men det lød ikke som Harry. Hun gik langsomt ned af
trappen, mens hun forsøgte at se ned i køkkenet, inden hun nåede til
foden af trappen.
Der valsede en eller anden rundt dernede, men hvem det var, kunne
hun ikke se. Hun trådte ind i køkkenet og stirrede måbende på
personen, der dansede rundt med et forklæde, som om han var til
høstbal. Hun lænede sig op af dørkarmen og så interesseret på ham.
Det var i hvert fald ikke Harry. ”Godmorgen” sagde hun, og drengen
standsede midt i en drejning. Han kiggede på hende med store øjne
og flækkede så i et mega grin, der nærmest gik fra øre til øre.
”Godmorgen, jeg bager boller, er du sulten?”
”Ehm ja meget, men hvem er du?”
”Nåh ja, hej jeg er Allan,” han kastede forklædet op i luften og gik hen
for at give hånd. ”Nåh nej,” han snurrede rundt og greb forklædet,
vendte om igen og gav hende så hånden. ”Jeg er Allan, hej.” Hans
blonde hår faldt ned i øjnene på ham, og han pustede det irriteret
væk. Yasmin smilede til ham.
”Hvad laver du her?” spurgte hun.
”Harry sagde, jeg skulle være her. Kasper er her også et sted,” han
kiggede over skulderen og bed sig i læben. ”Eller også er han ikke,
men er sammen med Harry, kan jeg ikke helt huske.” Han trak på
skuldrene og skyndte sig hen til køkkenbordet, da et eller andet
bippede. Der stod en bageplade med boller, der endnu ikke havde
været i ovnen.
”Hvor er Harry?” Yasmin trådte ind i køkkenet og kiggede Allan over
skuldrene. Han duftede godt.
”Han skulle snakke med en eller anden, jeg hørte ikke rigtigt efter.”
175