Untitled

så ind mod ham. Vi stod bare sådan. I lang tid. Indtil hans læber fandt
mine. Jeg havde aldrig været så lykkelig. Alle mine kræfter, alle mine
bekymringer flød ind i ham i de få sekunder. Men jeg kunne ikke
nyde det længe. Jeg blev nød til at gå. Jeg sled mig fri af ham, og så
bekymret på ham.
”Silas kom væk. At blive her er for farligt. Sig det til hele byen.”
”Men…”
Jeg tyssede igen på ham.
”Jeg er vogter. Gør nu som jeg siger.”
En usynlig kraft fik Silas til at nikke og gå. Han kæmpede for at komme
tilbage, men en vogters krav, kunne han ikke modstå. Selv om jeg
havde ondt i min venstre arm blev jeg alligevel til en gepard, og
løb som et lyn hen til brønden. Der blev jeg til en hund, rullede mig
sammen, og lagde mig til at sove.
En trampen vækkede mig. Det var dagen hvor mine kræfter skulle
blive større. Men så hørte jeg skridt. Hundrede skridt. Jeg blev til en
svane, og fløj hen over Espergærde, bare for at se hvad der skete. Alle
mennesker var ved at forlade byen. Folk strømmede ud af husene, tog
bil, eller gik til fods. På få timer var hele byen forladt. Jeg landede på et
tag og så rundt, da jeg hørte det. Bølgeslag. Meget tydeligt.
”Det begynder snart. Monstre vil strømme til…” sukkede jeg.
Jeps, Liona var på vej hen til mig.
”Monstre er på vej. Et havmonster, et vindmonster, og et ild monster…
” sagde hun forpustet, og landede ved siden af mig.
Jeg svarede ikke.
”Du kan give slip på dine evner. Sonja, hvis du gør det, vil du redde
byen. Alle monstrene vil forsvinde igen!”
Jeg rystede på hovedet.
”Jeg er vogter. Hvem skal måske så beskytte Espergærde efter mig?
Nej, jeg gør det ikke.”
Liona var ved at miste tålmodigheden.
288