Untitled

Celine Søkjær
der føler med veninden helt ind i hjertet. Fordi for under en halv time
siden havde hun bare en snært af samme følelse. Følelsen af at være
ved at miste det mest dyrebare i livet. For ikke at bryde i gråd, dér midt
i entreen, går Malou ind på Lucys værelse. Venindens duft hænger
over alt. Det er som om, hun er til stede i hver en krog af værelset.
Hendes eksistens er stadig eksisterende i dette rum.
Sengen er uredt, og en bunke krøllet tøj ligger på midten af den. På
skrivebordet ligger en åben matematikbog. Rammerne med billeder
står på deres faste pladser. Forsigtigt løfter Malou sit yndlingsfotografi
op. Det forestiller hende og Lucy. De står på stranden begge i bikinier
med havet som baggrund. Lucy er bleg som sædvanlig, Malou har en
gyldenbrunfarve. Hun kysser veninden på kinden. Lucy storsmiler til
kameraet. Det blev taget i sommers på en strand i Italien. Malou var
på ferie med Stella og Lucy. Nu smiler hun ved mindet – det er svært
at lade være. Ingen af dem havde nogensinde haft en bedre ferie. De
festede på stranden om aftenen og solede sig der om dagen. De tog
til byen og shoppede grimme souvenirs, lavede konkurrencer om,
hvem, der kunne blinke slesk til flest drenge, og hvem der fik flest
kindkys af de lokale – både kvinder og drenge. Malou griner for sig
selv, da et billede af Lucy, der bliver kysset af en dame på mindst 100
år, dukker frem for hendes indre blik. Latteren går over i gråd. Og uden
kontrol over det, hulker Malou stille. Hun tager et par skridt baglæns
og sætter sig på den rodede seng. Stadig med billedet i hånden. Hun
kigger på det, ser hver detalje, og knuger det så ind til sig. Hun holder
det mod sit hjerte, og i stilhed sidder hun, med salte spor på kinderne
og bævrende læber. Næsten uhørligt hvisker hun ud i det mørke
værelse: ”Lucy, kom hjem.”
”Vi har ringet til politiet nu.” Hendes mor kommer ind på værelset.
Hun lader lyset forblive slukket. ”De er på vej herhen. Når de kommer
skal du fortælle dem det hele. Alt, Malou. De skal vide ALT – det gør
112