Untitled

ikke sove. Min hånd sved og brændte på en gang. Med sveden
dryppende ned i øjnene kravlede jeg ud af sengen, og fandt noget
smertestillende frem.
Jeg skal have et glas vand til… tænkte jeg, og snuppede det fra
køleskabet. Så gik jeg ind på mit værelse, og så ud af vinduet. Midt
ude på vejen stod den samme lille pige, som jeg havde set ved skolen.
Hun så op på mig med et mystisk blik, før hun begyndte at gå væk.
Jeg satte glasset og pillerne fra mig, tog hurtigt overtøj på, og løb ud
efter hende. Min bandage viklede sig fast rundt om håndtaget, som
om den prøvede at stoppe mig. Jeg rev bare hånden til mig, så den
knækkede mit over. Jeg løb væk fra døren og bandagen, som svævede
sløvt bag mig, og hen til trappen. Men imens jeg sprang ned af de
sidste trin, forsvandt mine sår pludselig helt.
Espergærde sov. Lyden af min fodtrin gav genlyd ude på gaden,
så jeg var sikker på at alle ville kunne høre det. Træerne hviskede
i vinden, månen hang behagelig og smuk over mig, alligevel
var jeg hunderæd. Jeg så mig hele tiden om mens jeg løb forbi
husene, Espergærdecenteret, kirken, og så kom jeg endelig hen til
Mørdrupskolen, - en af de andre skoler i Espergærder-. Pludselig kom
noget forbi mig i rivende fart. Jeg gispede og så mig om.
”Hello? Hvem der?”
Noget kom susende bagfra, og ramte mig i nakken som en pisk. Alt
skete så hurtigt derefter:
Jeg lavede en salto baglæns, mens en forvandling skete. Jeg stod
pludselig som et mægtigt væsen. Jeg var blå og sort, havde tre
piskende røde haller, helt glødende røde øjne, og tænder så skarpe at
de kunne bide gennem metal, og to enorme sort og blå vinger med
røde flammende tegn på.
Jeg stod på en underlig foroverbøjet måde. Helt kampklar. Så
knækkede en gren. Jeg så op. Pigen stod med hænderne på hofterne,
og smilede.
265