Untitled

han ville have Adelaide tilbage, og du gør som han siger, fordi du har
dårlig samvittighed over drabet på din søster. Men jeg lader dig ikke
gøre det!”
”Hvordan fandt du ud af det?”
”Black Leg gjorde Adelaide gravid, hun fortalte mig det den aften, du
fandt os. Hun frygtede, at han ikke ville tro på, at det var hans, så hun
havde holdt det skjult i fire måneder. Har jeg ret i, hun forsvandt, efter
jeg rejste?” Harry betragtede hårdt Quinn, der nikkede ængstelig.
”Hun stak af, så hun kunne få barnet i fred, men du fandt hende, og
du slog hende ihjel!” Harry pegede rasende på Quinn, ”du slog hende
ihjel, og det barn voksede op uden en mor.” Vreden boblede i hans
gule øjne, og han knyttede hænderne for at bevare roen.
”Yasmin er efterkommer af Adelaide, hendes blod flyder i Yasmins
årer, hendes ånd…” Hans stemme knækkede over, og han tog en dyb
indånding. ”Adelaides ånd er Yasmins ånd, de er én. Du har slået din
søster ihjel en gang allerede, og nu gør du det igen.” Han hævede sin
hånd og pegede med to fingre på Quinn. ”Du vil ikke huske, at du
har været her, du vil ikke huske, at Black Leg har sendt dig ud på en
opgave. Du vil tage hjem og for evigt føle skyld over det, du har gjort.”
Hans gule øjne skinnede prægtigt, og et lys tændtes for enden af
fingrene. Et kraftigt, kridhvidt lys bredte sig, blændede Yasmin,
opslugte hele skibet. Quinn skreg frustreret, men hans skrig stilnede
langsomt af, samtidigt med at lyset blegnede. Lyset svandt ind til
ingenting, og Yasmin så Quinn stå med åben mund og stirrer blindt
frem for sig. Han væltede langsomt bagover og landede blødt på
dækket, resten af besætningen spjættede alle i takt og drattede
ligeledes om. Harry sænkede sin arm og vaklede en smule, Allan og
Kasper greb fat i ham, og han klukkede stille. ”Lad os så komme af,
inden det her skib kidnapper os.”
205