Untitled

med alt den sarkasme jeg kunne mønstre.
Hun rystede på hovedet.
”Nej. Sådan er jeg ikke. Jeg kom fordi kraften trak i mig, og jeg kunne
ikke kæmpe imod. Det kan ingen væsner der mærker din kraft. Dog
tror jeg at det var guderne der sendte mig herhen. Jeg vil beskytte
dig.”
Med fnys så jeg op på himlen, og mågerne der fløj væk igen.
”Det har jeg allerede en syg lille vampyr pige til.”
Englens blik formørkedes.
”En vampyr? Du kan aldrig stole på sådan nogle.”
En vrede skød pludselig igennem mig.
”Hun har da i det mindste reddet mit liv! Du har kun undret dig over,
hvorfor jeg ikke er mere, som min idiotiske race!”
Englen sukkede opgivende.
”Jeg kan ikke bare forsvinde. Vi ses sikkert snart.”
Englen baskede med vingerne, og fløj så væk. Jeg gik trist hjemad,
og sparkede til alle de sten jeg kunne se. Jeg havde stadig lidt tid før
jeg skulle på arbejde, så jeg kunne lige så godt blive hjemme indtil
da. Mor sad i sofaen som altid. Dog havde hun et brev i hånden. Med
et forvirret ansigtsudtryk gik jeg hen til hende. Uden et ord rakte hun
mig brevet.
276