Untitled

Unna nikkede lettet, som om det var dejligt ikke at sige ordet vogter.
”Lige præcis.”
Der opstod en kort tavshed. Så udbrød jeg: ”Man hvad med resten?
’Uret vil vende, og en gnist der skulle tænde, vil blot dø hen’?”
Unna trak på skuldrene.
”Aner det ikke. Men det første er ikke så svært at forstå. Djævlen er jo
dig, engle vil dåne – altså du må holde dine evner for dig selv – ’Sonja
er navnet’ fortæller bare at det er dig, men det der med at du vil blive
savnet…”
Jeg ventede med tilbagevendt åndedræt.
”Betyder sikkert, at du må rejse væk fra Espergærde engang. Jeg ved
det ikke. Men nu synes jeg at vi skal gå hvert til sit. Det er ved at blive
morgen, og vi skal nå en masse ting. Kom herhen ved midnatstid.
Jeg skal lære dig ikke, at udstråle så meget kraft. Man kan aldrig vide
hvilket væsner, der vil blive tiltrukket af den.”
Så vinkede Unna afslappet til mig.
”Vi ses Sonja.”
”Hey! Hvilke væsner?”
Men hun var allerede væk. Alligevel kunne jeg mærke at hun ikke
bare ’forsvandt’. Hun løb bare ufattelig hurtigt. Jeg så solen stå op.
Dens gule skive begyndte sin opstigning, og strålede ned på mig.
Min krop ændrede sig langsomt. Mine vinger voksede tilbage ind
i ryggen på mig, min hud blev normal, min tænder formede sig
tilbage til sin normale tilstand, mine øjne blev grønne, - håret var igen
blevet pænere. Nu var det sølv glinsende – min røde piskende haler
forsvandt, og alt imens vred jeg mig af smerte.
Det var forfærdeligt. Det var som om jeg mistede min rigtige krop.
Som om jeg nu forvandlede mig. Kluntet løb jeg hjemad. Klokken
var vel halv syv, da jeg endelig kom hjem til lejligheden, og der hang
bandagen stadig på håndtaget. Jeg tog den med ind. Mor sad og
spiste morgenmad for sig selv. Hun så ikke engang op. Jeg tog bad,
skiftede til en hvid nederdel, og en lyserød top, børstede tænder, og
268