Untitled

”Meget flot må jeg sige. Jeg var sikker på at du havde magiske kræfter
fra starten! Men så stærke? Hmm… Vi kunne klare os rigtig godt
sammen.”
Pigen sprang adræt ned af træet, og landede på jorden foran mig
uden en lyd. Mine vinger foldede sig sammen med et smæld. Jeg
rankede ryggen, og så nøje på hende. Forfra så jeg afslappet ud, men
ikke bagfra. Min tre haler piskede frem og tilbage, snoede sig om
hinanden og vred sig. Jeg smilede uvilkårligt, da månen gemte sig
bag en sky. Så sukkede jeg dramatisk, mens pigen lagde hovedet på
skrå.
”Hvem er du?” spurgte jeg langsomt.
”Unaku. Men du kan bare kalde mig Unna. Jeg er vogter over
Espergærde…”
Hun tøvede, som var det en svær sætning. Så kiggede hun strengt på
mig.
”Men hvem er så du? Jeg har fulgt efter dig lidt tid. Din kraft er så stor
at jeg kan føle den fra flere km afstand! Det er farligt. Andre kunne jo
komme herhen.”
”Hvad mener du? Hvem andre? Og kan du føle min… kraft?”
Unna sukkede, og kiggede strengt på mig.
”Hvilket skal jeg svare på?”
”Helst dem alle sammen!” svarede jeg kækt.
Hun lænede sig skødeløst op af træet, og så himlende på mig.
”Jeg fatter ikke at guderne valgte dig! Espergærde har jo allerede
mig til at…. Vogte... over byen. Man kan ikke bare sådan blive valgt.
Hmm… du må have noget magisk familie. Har du det?”
Jeg trak på skuldrene.
”I hvert fald har guderne valgt dig. Du har også udviklet store kræfter
kan jeg se. Aldrig har jeg oplevet så fantastiske evner…”
Jeg så ned af mig selv, og kiggede på de røde flammende tegn på
mine vinger.
”Kan du læse dette?”
266