Untitled

Lasse Carlsson
så går de ind og forandrer mit liv! Wowsers, det føles skønt min kære
Watson”. Jeg smilede og sagde: ”Jeg forstår din glæde min ven, men
hvordan vil du får det her forhold til at køre? Der er 2100 km mellem
jer,” men Kim sagde: ”Det er jo ikke mere umuligt end alt det andet, vi
går rundt og laver. Jeg ville desuden glædeligt flytte til Malaga for at
være sammen med hende.” Jeg blandede mig uden om, hvis Kim var
lykkelig, var jeg glad på hans vegne. Klokken var nu 13:13. Situationen
var fin, for vi var ved enden af landingspladsen, og vi kunne se Los
Moros Vengativos varevogn, der var sort med et guldmærket skib. Jeg
nikkede til Kim, som sagde: ”Vi stormer på 3; 1..2..3…”
Paintballen splattede ud mod gangsterens ryg, så han faldt sammen
med et øresønderrivende skrig, og inden hans ven nåede at tænke
sig om, havde jeg tvunget ham op ad varevognen, og givet ham en
knytnæve i maven. Jeg havde dog ikke holdt øje med hans ven, der
smed mig ned på jorden, mens han gav den anden gangster tid til
at rejse sig. Jeg rullede væk, og da jeg mødte Kim bag varevognen,
tjekkede han tiden. Den var 13:17. Vi havde tre minutter endnu, og
vi havde ikke fået en eneste af dem pacificeret. Vi gemte os bag ved
et par tønder, og nu var vi ikke de eneste, der havde skydevåben,
for gangsterne havde taget to geværer frem. I løbet af sekunder
var tønderne gennemhullede, og vi var dækket af røg. Det duftede
underligt, og pludselig opdagede jeg sammenhængen. ”Kim!” råbte
jeg, ”Det er olietønder! Skynd dig at tage dine tændstikker, sæt ild
til tønderne og skub dem hen mod gangsterne!” Kim fattede først
ikke, hvad jeg sagde, men da olien flød ud, var han med. Han tog en
tændstik og satte ild til de to tønder. Tønderne rullede mod de to
bandemedlemmer, og min hjerne opfattede langsomt, hvordan en
eksplosion af flammer opslugte tønderne. Da jeg kiggede op, lå de to
forbrydere på jorden, og varevognen havde mistet begge baghjul.
Klokken var nu 13:19:30, og vi kunne se flyet komme mod lufthavnen.
240