Untitled

grebet, så hendes fingre blev helt hvide. Nede på gaden begyndte
bølger at slå om skroget på galeonen, og nogle måger skreg over
hende. Hun tog en dyb indånding og satte foden i et af hullerne i
vanten, langsomt kravlede hun op, mens hun anstrengte sig for ikke
at se ned.
Hele hendes krop rystede, da hun kom til råen. Der var langt fra det
sted, hun var, og indtil masten, hvor der var en mærs. Hun rystede på
hovedet, hun kunne under ingen omstændigheder klatre over råen
og ind til mærsen. Hendes hjerte bankede hurtigt og tungt i hendes
hals, hun kunne ikke komme videre. Så måtte hun blive, hvor hun var.
Galeonen knagede og vippede op, hun klamrede sig til råen. Vinden
blæste kraftigt og skubbede voldsomt til hende, sejlene bugnede ud,
og langsomt begyndte galeonen at sejle. Hendes hår flagrede i alle
retninger og gjorde hende blind, det hele gyngede under hende. Hun
mistede grebet om råen og faldt baglæns. Hendes hænder greb ud
efter den tomme luft, hjertet fløj ned i maven på hende, skyerne drev
langsomt forbi på himlen.
Harry greb fat om hendes håndled, og svingede hende op på råen.
Hun blev løftet op i en varm favn og båret hen over råen og ind
til mærsen. Langsomt blev han sat ned helt op af masten, og hun
kiggede op, blev mødt af et par varme, gule øjne. De ulmede skælmsk,
og hun mærkede stenen svinde ind til ingenting
”Harry…” Hun rakte armene op og hev ham ned til sig, begravede
næsen i hans trøje. ”Gudskelov.”
”Er du okay?” hviskede han og satte sig ved siden af hende med
armene om hende. Hun nikkede med tårer i øjnene. ”Godt, kom her.”
Han rejste sig igen og trak hende med op.
”Hvad? Nej, vent. Hvor skal vi hen?”
”Ned, hvor ellers?”
”Men… vi er jo lige kommet herop,” mumlede hun og greb godt fat i
ham for ikke at falde. ”Vi kan godt blive lidt endnu.”
”Skibet er begyndt at sejle, og vi skal af, inden det når tidssprækken.”
203