Untitled

og mine eventyr. Jeg smilede. Kim havde aldrig været så åben over
for en person før (ikke engang mig). Han havde været en munter og
kvik men stille dreng, men nu så det ud til at ændres. Jeg lagde en
konvolut med de videre aftaler uden for døren. Det ville være synd at
forstyrre de to.
Da vi mødtes uden for hotellet næste morgen, var Kim og Klara stadig
meget tæt på hinanden, og talte højt og muntert sammen. Først ville
jeg umuligt havde troet, det var dem, for Kim havde smidt tweed-
jakken og gik nu i hvid t-shirt og kakishorts. Havde det ikke været for
kasketten og lakridspiben, havde jeg troet, at Klara ville præsentere
mig for en af sit bureaus agenter. Jeg gik ned af den brede grusvej for
at møde dem, og Kim sagde venligt: ”Jeg har aftalt med Diego, at vi
kunne mødes med ham på Detektivbureauets Hovedkvarter om en
time, så det ville nok være bedst at tage en taxi derover.” ”Fin idé min
safir,” sagde Kim, der med et hjerteligt grin fra Klara ringede efter en
taxi. Jeg lo med, for Kim var fuldstændig anderledes end den dystre,
mistænksomme person, jeg havde kendt i lang tid.
Knap så morsom var stemningen, da vi spadserede hen mod parken
for at få øje på detektivbureauet. Det var en miserabel opgang med
sort afskallet maling, en forsømt balkon med døde blomster og
ødelagte teleskoper, og jeg havde en underlig fornemmelse af, at
hullerne i vinduerne var præcis på størrelse med en voksen mand. Det
påvirkede også Kims humør; For en sikkerheds skyld ladede han sin
paintball-pistol. Det eneste, der fik det til at udskille sig fra et nedlagt
lejlighedskompleks var guldskiltet med teksten: ” Diego Rapace
empresa independiente. Ofrecemos agentes, espías y detectives
aficionados.” Vi gik op ad den stejle trappe og blev mødt af støjen
fra de omringende kontorer (et enkelt tidspunkt syntes jeg at høre
en pistollyd), og med kolde blikke fra de andre agenter. En af dem
gik direkte op og truede Kim, indtil jeg fik stoppet ham. Klara fik
237