Untitled

Lasse Carlsson
besked om at vente på politiet. Jeg skulle til at løbe ud af døren, da
Kim med en svag stemme sagde: ”God jagt, Watson”. Jeg grinede, da
jeg satte i løb efter Diego.
Jeg løb som en hest for at forfølge Diego, for han var en fortræffelig
atlet, og han havde en vilje af stål. Jeg forfulgte ham som en glubsk
blodhund, men da jeg nåede til agterdækket, var han forsvundet.
Jeg så mig omkring og tænkte, at det ikke kunne passe. Men så kom
angrebet fra en uventet front. Det lykkedes mig at blokere, men
Diego kom springende med så stor kraft, at jeg røg langt tilbage. Han
havde taget guldsablen fra sit kontor, og svingede det kraftfuldt rundt
i luften. Jeg måtte kæmpe imod med al min kraft for at undgå en
halshugning, men klingen var overalt, og døden kunne komme hvert
sekund. Med et kraftigt spark afvæbnede jeg ham, og jeg forsøgte at
binde ham med et reb fra en kasse. Jeg var desværre bare for langsom,
så han løftede mig op i kraven og tog mig ud til rælingen. Han kastede
mig ned på skibets gulv, og holdt sit sværd mod min strube. Han
startede med at prædike højt og helligt: ”Du skal ikke standse det,
mine forfædre døde i tusindtal for at skaffe. Jeg skal skaffe magt og
ære til min familie, der tog hertil for at erobre dette miserable land.
Jeg skal vise min tro og sandhed over for mine døde venner, min
slægt, profeten og selve Gud, der venter på mig ved paradisets bord!”
Det lykkedes mig at fjerne hans greb om mig og sige: ”Det kan du
snart have din lille hyggesnak med dem om, for du møder dem snart”,
og med en fod i hans mave væltede jeg ham ud over rælingen og skar
rebet over, som jeg havde bundet fast om begge vores maver. Jeg
kiggede over rælingen, men jeg kunne ikke se Diego. Bølgerne havde
taget ham.
Næste dag var Diegos lig blevet fundet på stranden til kystbyen
La Herradura. Det var blevet fundet af en japansk turist, der havde
bemærket et blodspor på stranden. Han fandt Diegos lig mellem
246