Untitled

Jeg krøllede vredt brevet sammen, mens jeg smilede uden glæde. Jeg
havde haft ret. Han havde fået både en kone og et barn. Så pludselig
så jeg en billet stikke ud af brevet. Det var to billetter til Egypten. Der
var også en lille seddel på den, hvor der stod at han synes vi trængte
til lidt ferie. Jeg kylede hele molevitten ned i skraldespanden, mens
jeg trampede rasende rundt foran mor, som stadig ikke sagde et ord.
Så pludselig udbrød hun: ”Han har jo ret. Jeg burde komme videre.
Men det er så svært!”
Tårerne trillede ned af hendes kinder. Jeg skyndte mig hen og trøstede
hende, lavede en kop stærk te og en mad. Hun spiste og drak til min
lettelse. Mens mor spiste med tårer ned af kinderne, ringede det på
døren. Træt gik jeg ud og åbnede. Det var Thea.
”Sonja! Du er jo helt mudret til.”
Jeg trak på skuldrene, og spurgte: ”Hvad laver du her? Skulle du ikke
være i skole?”
”Det burde du også.” svarede hun stift tilbage. ”Og desuden forsvandt
vores vikar, og der kom ingen andre i stedet for ham…”
Hun så vurderende på mig.
”Der forgår noget. Vil du ikke nok være sød at fortælle mig hvad?”
Jeg rystede på hovedet.
”Jeg er ked af det, men det er umuligt. For din egen skyld synes jeg du
skal gå.”
Jeg smækkede døren i hovedet på hende. Efter en time gik
jeg ned i fakta, og da jeg var færdig med arbejdet, gik jeg lidt
rundt i Espergærdecenteret. Jeg så på de forskellige tøjbutikker,
indkøbsbutikker, og bageren. Jeg blev der til solen var ved at gå ned.
Da alt lå tyst hen i mørkets sorte skygge, gik jeg ned til Hovvej, fulgte
den til den endte i et T. Jeg kunne dreje til højre; som ville føre mig
enten til motorvejen eller til Kvistgård, – en anden lille by – eller til
venstre; der førte ned under en bro og ud til havet. Men jeg valgte at
gå lige over, ud på en mark. Der stod jeg så. Og ventede. I 10 sekunder
havde jeg lukket øjnene. Så stod hun pludselig bag mig. Unna nikkede
278