Untitled

Jonas Carlsson
”God eftermiddag, derude. Mit navn er Johannes Rasmussen, og jeg
bringer de vigtigste nyheder. Dagens udsendelse bliver desværre kort af
politiske årsager.
Ved valget om det nye verdenssprog stemte mange på dansk, men da
ukrainsk blev valgt med 51 %, blev den ukrainske repræsentant Blanco
Grovnotiv dræbt af en flok Eismänner efter valget. Det betød, at Ukraine
måtte vælge en ny repræsentant, og imens er dansk nu det officielle
verdenssprog.
En mand vågnede rædselsslagen op, da en Eismann prøvede at kvæle
ham til døde. Manden greb en lampe fra sit natbord og slog Eismannen
flere gange i hovedet, indtil den gav slip og forsvandt. Eismannen havde
ødelagt varmeanlægget for at komme ind, og man ved ikke, hvad målet
med angrebet var. ”De er som levende snemænd,” forklarer offeret. ”De er
så kolde som den is, de består af.”
Nu følger listen på savnede og dræbte efter de mange tumulter i
København og omegn:
Jakob og Conni Albertsen, dræbt af overisning.
Peter Henning-Kruse, savnet efter bilulykke tæt ved Knippelsbro.
Saul Dreichmann, dræbt efter voldeligt overfald i Kastrup.
Snevejret fortsætter stadig. Forskningen er stadig status quo.”
Jeg lyttede også til radioen for at høre, om min familie stadig var i
sikkerhed. Alle kæmpede mod hinanden, og man kunne kun håbe på,
at man overlevede til den næste morgen. Jeg udsatte mig for mere
fare, end jeg burde. Jeg gjorde det bare for at minde mig selv om, at
hvis jeg sad hjemme og ventede på, at vores lager blev stjålet, ville
jeg ikke kunne gøre noget. Jeg ville have det dårligt med mig selv. Jeg
kiggede på min taske. Når jeg begav mig ud i ødemarken, hang den
altid på min ryg. I den var en masse ting, jeg kunne få brug for. Det er
altid godt at være forberedt.
Jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove. Men jeg kunne ikke falde
i søvn. Lydene holdt mig vågen. Lydene af Eismänner. Det tunge
128