Untitled

Jeg går tit ned af Hovvej – altså en ret stor vej i Espergærde. Det er en
by, som ligger i Danmark, helt tæt på kysten. Espergærde er måske
for lille og derfor ubetydelig i nogles øjne. Men det synes jeg ikke.
Den er både en smuk og hyggelig by, og så har den sin egen mølle.
Espergærde er i sig selv det perfekte sted til min fantasy historie.
Jeg skriver nærmest kun fantasy, fordi min storebror lavede små
eventyr og rollespil med sine venner og mig. Og så begyndte jeg også
selv at lave eventyr til mine venner. Vi kalder det for fantasilege. Men
så opdagede jeg en dag, at al min fantasi gik lidt til spilde i legene, og
bestemte mig derfor til, at skrive mine ideer ned. Jeg bliver selvfølgelig
også inspireret af mit eget liv.
Dog gik det først op for mig, at jeg kunne bruge mine egne
oplevelser, da jeg blev 11. Det var også der jeg begyndte at skrive,
og som 12 årig skrev jeg min første bog -Sika Månebarn- som blev
udstillet på skolebiblioteket. Jeg læste endda lidt op fra den nede i
Espergærdecenteret. Jeg var vildt nervøs. Men når jeg er bange eller
nervøs foran et stort publikum, som jeg var der, sker der altid noget
underligt. Jeg taler højere og tydeligere, selv om sveden driver ned af
ryggen på mig, og jeg ryster. Det har altid været lidt af et mysterium
for mig. Hvorfor bliver man nogle gange mere selvsikker, når man i
virkeligheden er meganervøs? Under alle omstændigheder lykkedes
det mig at komme fint igennem oplæsningen.
Men den her historie, som I vil begynde på om lidt, er en helt anden
historie end Sika Månebarn. Og jeg kan kun takke min storbror igen,
fordi han igennem min opvækst inspirerede mig til at bruge min
fantasi. Han og jeg har faktisk ikke særlig mange virkelige hidsige
’kampe’ eller ’uenigheder’. Selvfølgelig kilder han mig, forstyrre mig
når jeg læser, driller mig, og løfter mig op i benene så jeg hænger og
dingler foran mine venner – det er i øvrigt totalt pinligt- men helt
250