Untitled

En bølge af sne adskilte os et øjeblik, og så var hun væk.
Jeg kom tilbage til virkeligheden. Lilly kunne ikke stå foran mig, hun
var væk. Lægerne kunne ikke redde hende. Vejret var pludselig blevet
koldere, og elkablerne duede ikke længere. Medicinskabene frøs til, så
de kunne ikke få fat i antibiotikaene. Derfor døde Lilly af tuberkulose,
og derfor var jeg alene med mor og far. Jeg kunne lyve mig fra det,
men hun ville altid være i mit sind.
Jeg så op mod himlen. Et vindpust spredte sneen omkring mig, og
snart sad jeg inde i et hus af sne. Forundret kiggede jeg mig omkring.
Jeg stod i en hal præcis som derhjemme. Malerierne på væggene
glimtede som snekrystaller, og ovenover mig hang en kopi af vores
prismelysekrone. Kun en ting manglede. Mingvasen på kommoden,
som vi købte efter Lillys død. Jeg hørte min fars stemme for mig: ”Din
søster våger over dig. Også når du er ude i ødemarken. Jeg gik op ad
istrappen for at finde mit værelse, og det lå præcis hvor det plejede.
Jeg smilede til billedet af Lilly, som stod på skrivebordet. Tak, tænkte
jeg og lukkede døren.
De næste to dage gik, og jeg var stadig ikke på sporet af tyvene.
Den tredje dag efter mødet med tyven var jeg endelig heldig. Jeg
fik øje på to par hjulspor i sneen. Det ene førte mod Kastrup, hvor
jeg kom fra. Det andet førte mod København. Pludselig regnede jeg
sammenhængen ud. Røverne plyndrede vores lager, men de skulle
ikke selv bruge tømmeret. De ville sælge det videre i København.
Jeg havde hørt, at de fleste kraftværker stadig virkede, og jeg havde
hørt rygter om en stor beskyttelsesvold, der skulle beskytte borgerne
imod Eismänner.
Vreden steg i mig; det brændsel, der skulle sikre folks liv, blev brugt
til et forsvar, der ikke ville holde længe. For at aflede min aggression
lavede jeg en snebold og kylede den af sted. Til min store overraskelse
ramte den hvide bold noget. Forsigtigt gik jeg hen imod snebolden.
131