Untitled

jeg bare var en miniput,”
”Fald nu bare i søvn scruffy,”
Vandet… det var overalt. Det tvang sig ned i hans hals, og blokerede hans
luftveje. Han kunne mærke det kolde, hårde bræt under sig. Splinterne
borede sig ind i ham. Han kæmpede imod, men hver gang han bevægede
sig, borede ståltråden sig ind i ham, og fik blodet til at løbe. Han prøvede
at skrige, ville skrige, men hver gang han åbnede munden kom der mere
vand ind. Og alt imens var der en, der blev ved med at råbe; ”Jake! Jake!
Jake!”
”Vågn op Jake!” Sagde hun og gav ham en slyngende lussing.
”Alex?”
”Ja … Hvad fanden drømte du om, du skreg, og stoppede til sidst helt
med at trække vejret …” Alex kiggede længe på ham. ”Er du okay?”
Jake nikkede. ”Ja, jeg … det var bare en dårlig drøm,”
”De gjorde noget ved dig, gjorde de ikke?”
”Det er lige meget, det er over nu,” Jake rejste sig op. ”Er der noget tørt
tøj et sted?”
”Jeg tror, der er noget i skabet …” sagde Alex. Hun rejste sig op og tog
også tøj på. Hun gik over til væggen, trykkede på en knap, der fik et
fjernsyn til at komme frem, hvor der allerede var direkte kontakt med
CIA’s hovedkvarter.
”Alex,” sagde Flemmington ”Har du fået Jake tilbage?”
”Ja,”
”Godt, åh der er han. Bliv hvor I er, vi sender et fly, de vil være der om
en time,” Flemmington skulle lige til at afbryde forbindelsen, da Jake
stoppede hende.
”Vent! Hvad med Skeleton? Jeg ved, hvem der er bagmanden, eller
kvinden… Og jeg ved hvad de planlægger,”
”Jamen hold endelig ikke igen …”
”Eva Dostojevskij er deres leder,”
”Hende kender vi godt. En arving af Vladimir Dostojevskij. Han havde
89