Untitled

I det samme hørte jeg en svag hvisken. Så gik det op for mig at det var
den der hviskede til mig. Jeg forstod det ikke helt, for det var som om
jeg gled længere og længere væk fra mig selv. Selv gennem den grå
tåge vidste jeg, at jeg var ved at dø.
Pludselig lukkede dens kæmpe tråde sig fat om min hånd. De borede
sig langt ind i min hånd, og brændte mig med ufattelig smerte. Jeg
prøvede at skrige, men havde ikke mere luft tilbage. Det brændte i
mine lungere og hud, som bare pokker nu. I det samme blev min hånd
løftet af trådene, og så fulgte resten af min sløve krop med. Over mig
kæmpede brandmanden sig op til overfladen, med min hånd filtret
ind i sine tråde.
Var det bare mig, eller hjalp den mig op af vandet? Var det virkelig
muligt, at en brandmand prøvede at redde mig? Så skød mit hoved
over vandoverfladen. Dens greb om min hånd forsvandt, trådene gled
ud af min flænsede hud, og så var jeg alene med mine smerter. En
mand kom svømmende ud til mig, og hjalp mig op på stranden. Jeg
kastede vand op i flere minutter, før jeg kunne trække vejret nogen
lunde ordentligt. Imens ringede han til ambulancen. Jeg gispede og
holdt min sårede hånd ind til kroppen.
”Hvad var det for et væsen der gav dig det der?” spurgte manden
forskrækket.
”En brandmand.” mumlede jeg.
Han rystede på hovedet.
”Det er umuligt! Så stor en brandman findes ikke her.”
Han så på min forbrændte hud, og sårene der blødte.
”Måske forvildede den sig her ned til Espergærde? Jeg ved det ikke,
men jeg er helt sikker på at den reddede mig.”
Manden så straks meget bekymret ud.
”Du snakker jo i vildelse!”
Ambulancen kom og kørte mig på hospitalet. Jeg ved ikke hvad der
skete, for jeg besvimede, mens vi kørte. Men da jeg vågnede havde
jeg en forbinding om min venstre hånde, og Thea sad ved min side.
262