Untitled

Hun havde rejst sig fra jorden, og børstede jorden af sig. Liona
nikkede.
”Det er derfor de gav dig evnerne Sonja. Du skal beskytte
Espergærde!”
Jeg slugte en klump, men nikkede.
”Vil I så… hjælpe mig?”
Alle nikkede. Også Unna, men det var lidt modstræbende.
”Godt. Vi ses i morgen alle sammen. Thea og Sonja har brug for deres
søvn.”
Unna forsvandt vredt, Liona fløj Thea hjem, og jeg havde pludselig
udviklet mig. Det var meget lettere at gøre sig til dyr nu. Jeg fløj som
en falk op på vores altan, og gik ind. Mor sov, men der var faktisk
mad på bordet. Hun havde spist alene. Jeg fik dårlig samvittighed, og
løftede så – uden besvær – min mor op, og bar hende i seng. Da jeg
så selv havde lagt mig, tænkte jeg på det der var sket, før jeg faldt i en
dyb søvn.
En hvisken vækkede mig. Den lød underlig. Som tusind stemmer. Jeg
rejste mig mumlende, og tog et bad. Da jeg kom ud var stemmerne
blevet endnu højere. Jeg gik hen til skabet, og tog noget let tøj på.
En hvid stroppebluse, og nogle hvide shorts. Jeg sprang i nogle
hjemmesko med kaniner på, og åbnede så døren ud til altanen. Der
var den hvisken igen!
Sonja…. Sonja… Din by er i fare!
Jeg vågnede med et sæt. Min by! Jeg blev til en stor hvid due, og fløj
hen over Espergærde. Cirklede over togstationen, videre hen over
skolerne, til jeg så væsnet. En skygge. En stor sort skygge faktisk. Den
kæmpede mod Liona, i en hektisk kamp. Jeg tænkte mig hurtigt om,
og blev så til en kæmpefugl med en hajs mund. Jeg dykkede ned mod
skyggen, og ramte den. Skyggen var klistret og ulækker, og den havde
en enorm lilla mund. Den så ondt på mig, og var lige ved at angribe da
Liona skød gyldent lys ned over den.
282